vad jeg har stillet mig som maal ved dette forsøk paa at gjengi Homer paa norsk riksmaal, er ikke at gi en oversættelse som i ordvalg og uttryksmaate slutter sig nærmest mulig til originalen. I mangfoldige tilfælder lar dette sig overhodet ikke gjøre i en metrisk oversættelse. I andre tilfælder, hvor det formelt set kunde være mulig, vilde en slavisk oversættelse ikke kunne gjengi det som ved et digterverk er det væsentlige. Den poetiske duft vilde gaa tapt. De antike sprogs virkemidler er saa forskjellige fra de modernes, at det som i originalen klinger let og naturlig, omsat ordlydende til norsk vilde falde tungt og plat. En anden vanskelighet som her spiller ind, er at man i en oversættelse av denne art er avskaaret fra at benytte en meget væsentlig del av riksmaalets ordforraad. De allerfleste ord som gjennem sin form tydelig kjendetegner sig som laan fra fremmede sprog, maa banlyses. En mængde tyske laaneord med ubetonet forstavelse vilde i høi grad kunne lette den metriske utformning av stoffet, men vilde i gjengivelsen av et digt som rækker tre aar tusener op i fortiden, umiddelbart røbe sig som uegte og bringe ind de falske toner.
Det som jeg har ønsket, er at gi en oversættelse som, foruten at komme originalen saa nær som det gjennem vort eget sprogs uttryksmidler er mulig, tillike skulde søke at træffe den poetiske tone og paa samme tid være letlæst. Dette sidste har jeg søkt at opnaa ved i størst mulig utstrækning at undgaa at ændre den naturlige ordstilling.
Endnu en ting vil jeg nævne. Den rike avveksling mellem daktyler og spondeer i det antike heksameter er det umulig at
