Denne siden er korrekturlest
Graadig fortærer den byttet i hast, skjønt fotrappe hunder
glubende følger dens spor og den jages av kraftige svende.
Likesaa glad blev Atrevs' søn, da han saa Aleksandros,
skjøn som en gud; ti han haabet at nu skulde boleren tugtes.
Ned ifra stridsvognen sprang han i hast i sin skinnende rustning.
Dog, da den deilige helt Aleksandros saa at han stevnet
frem i de forreste rækker, da skalv hans hjerte av rædsel.
Til sine kampfæller vek han i gru og flygtet for døden.
Som naar man farer tilbake og skjælver fra foten til issen,
naar man i fjeldenes kløfter faar se den giftige slange —
— skrækslagen vender man bort sine skridt og kinderne blegner —
saaledes flygtet den gudfagre helt Aleksandros forfærdet
hastig tilbake for Atrevs' søn til troernes skare.
Hektor fik se det og revset ham haardt med haanende tale:
«Ulykkes-Paris, du kvindernes lyst, du fagre forfører!
Gid at du aldrig var født eller død før du daaret en kvinde!
Ja, det er dette jeg ønsker, og saa var det visselig bedre
end at du nu skal være til spot og bli haanet av andre.
Visst vil akaiernes haarfagre mænd maatte briste i latter,
de som har trodd at saa fager en mand var en ypperlig kjæmpe.
Dog, der findes ei kraft i dit sind eller mod i dit hjerte.
Kan vi vel tro, at en stakkar som du har samlet saa mange
trofaste svende og sat over hav paa de gyngende snekker,
færdes blandt fremmede mænd og ranet en yndefuld kvinde,
frænke av lansesvingende mænd, fra de fjerneste lande,
bare til bitreste sorg for din far og for landsmænd i byen,
men til en fryd for fienders flok og dig selv til en skjendsel.
Ræddes du da for en dyst mot den krigerske helt Menelaos?
Da fik du se hvilken kjæmpe det er hvis hustru du ranet.
Ei kunde citaren gavne dig da eller elskovsgudindens
gaver, din skjønhet og lokkernes pragt, naar du segnet i støvet.
Sandelig, feigt er troernes folk; ti ellers tilvisse
laa du forlængst i en kjortel av sten for det onde du voldte.»
Derefter mælte til svar den gudfagre helt Aleksandros:
«Hektor, din haan er forskyldt; ubillig er ikke din dadel.
Haardt som en økse er altid dit sind, naar den svunget av manden
kløvende gaar gjennem træet, som mesteren hugger til sterke
spanter og kjøl for et skib, og den øker med vælde hans svingkraft.
glubende følger dens spor og den jages av kraftige svende.
Likesaa glad blev Atrevs' søn, da han saa Aleksandros,
skjøn som en gud; ti han haabet at nu skulde boleren tugtes.
Ned ifra stridsvognen sprang han i hast i sin skinnende rustning.
Dog, da den deilige helt Aleksandros saa at han stevnet
frem i de forreste rækker, da skalv hans hjerte av rædsel.
Til sine kampfæller vek han i gru og flygtet for døden.
Som naar man farer tilbake og skjælver fra foten til issen,
naar man i fjeldenes kløfter faar se den giftige slange —
— skrækslagen vender man bort sine skridt og kinderne blegner —
saaledes flygtet den gudfagre helt Aleksandros forfærdet
hastig tilbake for Atrevs' søn til troernes skare.
Hektor fik se det og revset ham haardt med haanende tale:
«Ulykkes-Paris, du kvindernes lyst, du fagre forfører!
Gid at du aldrig var født eller død før du daaret en kvinde!
Ja, det er dette jeg ønsker, og saa var det visselig bedre
end at du nu skal være til spot og bli haanet av andre.
Visst vil akaiernes haarfagre mænd maatte briste i latter,
de som har trodd at saa fager en mand var en ypperlig kjæmpe.
Dog, der findes ei kraft i dit sind eller mod i dit hjerte.
Kan vi vel tro, at en stakkar som du har samlet saa mange
trofaste svende og sat over hav paa de gyngende snekker,
færdes blandt fremmede mænd og ranet en yndefuld kvinde,
frænke av lansesvingende mænd, fra de fjerneste lande,
bare til bitreste sorg for din far og for landsmænd i byen,
men til en fryd for fienders flok og dig selv til en skjendsel.
Ræddes du da for en dyst mot den krigerske helt Menelaos?
Da fik du se hvilken kjæmpe det er hvis hustru du ranet.
Ei kunde citaren gavne dig da eller elskovsgudindens
gaver, din skjønhet og lokkernes pragt, naar du segnet i støvet.
Sandelig, feigt er troernes folk; ti ellers tilvisse
laa du forlængst i en kjortel av sten for det onde du voldte.»
Derefter mælte til svar den gudfagre helt Aleksandros:
«Hektor, din haan er forskyldt; ubillig er ikke din dadel.
Haardt som en økse er altid dit sind, naar den svunget av manden
kløvende gaar gjennem træet, som mesteren hugger til sterke
spanter og kjøl for et skib, og den øker med vælde hans svingkraft.
