Denne siden er korrekturlest
netop da vogterne gav sig ifærd med at lage sin kveldsverd,
dysset den lysende budbringer straks hver vogter i slummer.
Bommene skjøt han tilbake i hast, og da porten var aapnet,
førte han Priamos ind med de herlige gaver paa vognen.
Derefter naadde de frem til Akillevs’ mægtige bolig,
teltet som myrmidonernes mænd hadde reist for sin hersker.
Tømmeret hugg de av rankeste gran og lagde paa taket
strittende dække av siv som de meiet paa myrlændte enge,
og for sin hærkonge gjærdet de ind med en række av pæler
rummelig plads om teltet. Dens port var stængt med en enkelt
bjelke av gran. Med nød kunde tre av de andre akaier
skyve den for, og tre maatte til for at trække den tunge
tverbom tilbake; men helten Akillevs skjøv den alene.
Nu var det Hermes, den naadige gud, som aapnet og førte
gubben med gaverne ind til den fotrappe høvding Akillevs.
Derefter sprang han fra oldingens vogn til jorden og mælte:
«Vit, graahærdede drot, at jeg er en udødelig guddom,
Hermes som kom dig til hjælp; ti min far har sendt mig som fører.
Nu maa jeg vandre tilbake i hast; jeg vil ikke møte
helten Akillevs’ blik; ti det sømmer sig knapt at en guddom
aapenlyst skjænker en dødelig mand saa kjærlig sin bistand.
Selv kan du trøstig gaa ind til Pelevs’ søn for at favne
ydmyg hans knær i inderlig bøn ved hans far og hans kjære
haarfagre mor og hans søn, saa du rører hans hjerte til medynk.»
Saaledes talte Hermeias og fôr til det høie Olympen.
Priamos selv steg ned fra sin vogn; men ute paa gaarden
lot han Idaios tilbake. Der ventet han nu for at holde
hester og muldyr; men gubben gik ind i Akillevs’ leirtelt,
der hvor han sat, hin yndling av Zevs, og han fandt ham derinde.
Høvdingens væbnere sat for sig selv. Kun to av hans svende
Alkimos, krigsgudens ætling, og helten Avtomedon syslet
travelt omkring ham. Sin mat og sin vin hadde drotten fornylig
nytt ved sin kveldsverd; det dækkede bord stod foran ham endnu.
Uset av alle kom Priamos ind, og da han var nær ham,
favnet han bønlig Akillevs’ knær og kysset de barske
mordvante hænder som dræpte paa val hans talrike sønner.
Som naar en mand som tynges av blodskyld, naar han i hjemmet
dræpte en anden og fjernt iblandt fremmede træder som flygtning
dysset den lysende budbringer straks hver vogter i slummer.
Bommene skjøt han tilbake i hast, og da porten var aapnet,
førte han Priamos ind med de herlige gaver paa vognen.
Derefter naadde de frem til Akillevs’ mægtige bolig,
teltet som myrmidonernes mænd hadde reist for sin hersker.
Tømmeret hugg de av rankeste gran og lagde paa taket
strittende dække av siv som de meiet paa myrlændte enge,
og for sin hærkonge gjærdet de ind med en række av pæler
rummelig plads om teltet. Dens port var stængt med en enkelt
bjelke av gran. Med nød kunde tre av de andre akaier
skyve den for, og tre maatte til for at trække den tunge
tverbom tilbake; men helten Akillevs skjøv den alene.
Nu var det Hermes, den naadige gud, som aapnet og førte
gubben med gaverne ind til den fotrappe høvding Akillevs.
Derefter sprang han fra oldingens vogn til jorden og mælte:
«Vit, graahærdede drot, at jeg er en udødelig guddom,
Hermes som kom dig til hjælp; ti min far har sendt mig som fører.
Nu maa jeg vandre tilbake i hast; jeg vil ikke møte
helten Akillevs’ blik; ti det sømmer sig knapt at en guddom
aapenlyst skjænker en dødelig mand saa kjærlig sin bistand.
Selv kan du trøstig gaa ind til Pelevs’ søn for at favne
ydmyg hans knær i inderlig bøn ved hans far og hans kjære
haarfagre mor og hans søn, saa du rører hans hjerte til medynk.»
Saaledes talte Hermeias og fôr til det høie Olympen.
Priamos selv steg ned fra sin vogn; men ute paa gaarden
lot han Idaios tilbake. Der ventet han nu for at holde
hester og muldyr; men gubben gik ind i Akillevs’ leirtelt,
der hvor han sat, hin yndling av Zevs, og han fandt ham derinde.
Høvdingens væbnere sat for sig selv. Kun to av hans svende
Alkimos, krigsgudens ætling, og helten Avtomedon syslet
travelt omkring ham. Sin mat og sin vin hadde drotten fornylig
nytt ved sin kveldsverd; det dækkede bord stod foran ham endnu.
Uset av alle kom Priamos ind, og da han var nær ham,
favnet han bønlig Akillevs’ knær og kysset de barske
mordvante hænder som dræpte paa val hans talrike sønner.
Som naar en mand som tynges av blodskyld, naar han i hjemmet
dræpte en anden og fjernt iblandt fremmede træder som flygtning
