Denne siden er korrekturlest
laa ved de hurtige snekker som lik istedetfor Hektor.
Ve mig, usalige mand; ti jeg avlet de ypperste sønner
her i det vidtstrakte Troja; men ingen av dem er tilbake:
Mestor, saa kjæk som en gud, og Troïlos, freidig i vognkamp,
ja, og min Hektor som var som en gud blandt jordiske helter.
Ei saa han ut som en dødeligs barn, men som søn av en guddom.
Disse har krigsguden dræpt; men alle de værste er sparet,
mestre i løgn og i dans, i alleslags fagter og krumspring;
helter som skaffer sig gjeter og lam ved ran ifra landsmænd.
Kan I da ei i en fart faa ordnet med vognen og fylde
kurven med sakerne her, saa vi snart kan faa git os paa veien?»
Saaledes talte den harmfulde far, og skræmt ved hans tilrop
bar de fra skuret den flunkende ny, letrullende, skjønne
mulæselsvogn, og fast til vognstolen snørte de kurven,
tok saa fra knaggen et mulæselsaak, arbeidet av buksbom.
Knappen var kraftig og stor og ringene fæstet forsvarlig.
Sammen med aaktræet bar de dets rem, ni alen i længde,
lagde saa aaket omhyggelig ned paa den glattede vognstang,
ytterst ved stangens beslag, saa ringen gled ned over bolten.
Treganger fæstet de remmen paa kryds over knappen og slynget
enderne rundt og knyttet dem fast under spidsen av bolten.
Derefter bar de av kammeret ut og læsset paa vognen
dynger av herlige gaver til bot og løsning for Hektor.
Mulerne spændte de for, sterkhovede, raske i sælen,
herlige dyr som Priamos fik av myserne fordum.
Men for Priamos spændte de for de hester som gubben
selv hadde røgtet som ypperste spand ved den glattede krybbe.
Medens nu Priamos selv og hans svend, de forstandige gubber,
begge lot dyrene spænde for vogn i den kneisende borggaard,
traadte den værdige Hekabe frem med kummer i hjertet,
rækkende frem i sin høire en gylden pokal med den søte
kvægende vin, saa de, før de drog bort, kunde bringe et offer.
Fremme ved hestene stillet hun sig og talte til gubben:
«Ta det og bring fader Zevs et drikoffer. Bed om at komme
frelst ifra fiender hjem til din borg, siden hele din længsel
stunder mot skibene frem, og du ikke vil føie min vilje.
Bed til den skyomhyllede søn av Kronos, som troner
oppe paa Ida og ser over hele det vidtstrakte Troja,
Ve mig, usalige mand; ti jeg avlet de ypperste sønner
her i det vidtstrakte Troja; men ingen av dem er tilbake:
Mestor, saa kjæk som en gud, og Troïlos, freidig i vognkamp,
ja, og min Hektor som var som en gud blandt jordiske helter.
Ei saa han ut som en dødeligs barn, men som søn av en guddom.
Disse har krigsguden dræpt; men alle de værste er sparet,
mestre i løgn og i dans, i alleslags fagter og krumspring;
helter som skaffer sig gjeter og lam ved ran ifra landsmænd.
Kan I da ei i en fart faa ordnet med vognen og fylde
kurven med sakerne her, saa vi snart kan faa git os paa veien?»
Saaledes talte den harmfulde far, og skræmt ved hans tilrop
bar de fra skuret den flunkende ny, letrullende, skjønne
mulæselsvogn, og fast til vognstolen snørte de kurven,
tok saa fra knaggen et mulæselsaak, arbeidet av buksbom.
Knappen var kraftig og stor og ringene fæstet forsvarlig.
Sammen med aaktræet bar de dets rem, ni alen i længde,
lagde saa aaket omhyggelig ned paa den glattede vognstang,
ytterst ved stangens beslag, saa ringen gled ned over bolten.
Treganger fæstet de remmen paa kryds over knappen og slynget
enderne rundt og knyttet dem fast under spidsen av bolten.
Derefter bar de av kammeret ut og læsset paa vognen
dynger av herlige gaver til bot og løsning for Hektor.
Mulerne spændte de for, sterkhovede, raske i sælen,
herlige dyr som Priamos fik av myserne fordum.
Men for Priamos spændte de for de hester som gubben
selv hadde røgtet som ypperste spand ved den glattede krybbe.
Medens nu Priamos selv og hans svend, de forstandige gubber,
begge lot dyrene spænde for vogn i den kneisende borggaard,
traadte den værdige Hekabe frem med kummer i hjertet,
rækkende frem i sin høire en gylden pokal med den søte
kvægende vin, saa de, før de drog bort, kunde bringe et offer.
Fremme ved hestene stillet hun sig og talte til gubben:
«Ta det og bring fader Zevs et drikoffer. Bed om at komme
frelst ifra fiender hjem til din borg, siden hele din længsel
stunder mot skibene frem, og du ikke vil føie min vilje.
Bed til den skyomhyllede søn av Kronos, som troner
oppe paa Ida og ser over hele det vidtstrakte Troja,
