Denne siden er korrekturlest
modig for troernes mænd og slanktombeltede kvinder,
uten at tænke paa flugt eller feigt at vike tilbake.»
Svarte da drotten, den graanede Priamos, gudernes like:
«Stans ei min færd, naar jeg ønsker at gaa, og spaa ikke vanheld
selv som en ulykkesfugl i vor hal. Du rokker mig ikke;
ti hvis en anden, en dødelig mand, hadde budt mig at drage,
enten en sandsiger eller en prest som tar varsel av ofre,
vilde vi kaldt det for paafund og løgn og skydd ham end mere.
Nu vil jeg derimot gaa; ti jeg hørte og saa jo gudinden
ansigt til ansigt, og ei skal hint bud være bragt mig forgjæves.
Selv om det vorder min lod at dø ved akaiernes skibe,
vil jeg det dog. Ja, Akillevs kan straks faa røve mig livet,
naar jeg faar favnet min søn og stillet min trang til at graate.»
Saa han talte og lukket saa op de prægtige kister.
Tolv av de herligste slør tok han ut og tolv av de bedste
enkelte kapper og tepper av uld i selvsamme antal.
Likesaa stort var tallet av herlige kaaper og kjortler.
Derefter tok han og veiet av guld ti fulde talenter.
Ett par treføtter hentet han frem og tvende par kjeler,
dertil en herlig pokal, en skat som trakerne gav ham
engang han kom paa en sendemandsfærd; men selv ikke denne
sparte den graanede drot i sin hal; ti av hele sit hjerte
stundet han efter at løse sin søn; men hver eneste troer
jog han fra forhallens søilegang ut med de bitreste skjeldsord:
«Væk med jer, uslinger! skadefro pak! Har I ikke derhjemme
fuldtop at hyle for, siden I kom for at øke min pine?
Synes I ei den jammer er nok at Zevs lot mig miste
denne min kjækkeste søn? Det tap skal I selv faa at føle;
ti langt lettere blir det jo nu for akaiernes sønner,
efterat Hektor er falden, at ta jer andre av dage.
Aa, om det maatte forundes mig selv at vandre til Hades,
før jeg faar se for mit øie at byen blir herjet og plyndret.»
Saa han talte og fôr med sin stav gjennem flokken, og alle
vek for den hidsige gubbe. Saa skjendte han paa sine sønner,
Helenos først og den straalende Agaton, dernæst paa Paris,
saa kom Antífonos, Pammon, Deifobos, dernæst Polites,
høimælt og rask, Hippótoos sidst og den mandige Dios.
Gubben fôr løs paa samtlige ni og ropte i vrede:
«Skynd jer, I slyngler av sønner, elendige! Gid at I alle
uten at tænke paa flugt eller feigt at vike tilbake.»
Svarte da drotten, den graanede Priamos, gudernes like:
«Stans ei min færd, naar jeg ønsker at gaa, og spaa ikke vanheld
selv som en ulykkesfugl i vor hal. Du rokker mig ikke;
ti hvis en anden, en dødelig mand, hadde budt mig at drage,
enten en sandsiger eller en prest som tar varsel av ofre,
vilde vi kaldt det for paafund og løgn og skydd ham end mere.
Nu vil jeg derimot gaa; ti jeg hørte og saa jo gudinden
ansigt til ansigt, og ei skal hint bud være bragt mig forgjæves.
Selv om det vorder min lod at dø ved akaiernes skibe,
vil jeg det dog. Ja, Akillevs kan straks faa røve mig livet,
naar jeg faar favnet min søn og stillet min trang til at graate.»
Saa han talte og lukket saa op de prægtige kister.
Tolv av de herligste slør tok han ut og tolv av de bedste
enkelte kapper og tepper av uld i selvsamme antal.
Likesaa stort var tallet av herlige kaaper og kjortler.
Derefter tok han og veiet av guld ti fulde talenter.
Ett par treføtter hentet han frem og tvende par kjeler,
dertil en herlig pokal, en skat som trakerne gav ham
engang han kom paa en sendemandsfærd; men selv ikke denne
sparte den graanede drot i sin hal; ti av hele sit hjerte
stundet han efter at løse sin søn; men hver eneste troer
jog han fra forhallens søilegang ut med de bitreste skjeldsord:
«Væk med jer, uslinger! skadefro pak! Har I ikke derhjemme
fuldtop at hyle for, siden I kom for at øke min pine?
Synes I ei den jammer er nok at Zevs lot mig miste
denne min kjækkeste søn? Det tap skal I selv faa at føle;
ti langt lettere blir det jo nu for akaiernes sønner,
efterat Hektor er falden, at ta jer andre av dage.
Aa, om det maatte forundes mig selv at vandre til Hades,
før jeg faar se for mit øie at byen blir herjet og plyndret.»
Saa han talte og fôr med sin stav gjennem flokken, og alle
vek for den hidsige gubbe. Saa skjendte han paa sine sønner,
Helenos først og den straalende Agaton, dernæst paa Paris,
saa kom Antífonos, Pammon, Deifobos, dernæst Polites,
høimælt og rask, Hippótoos sidst og den mandige Dios.
Gubben fôr løs paa samtlige ni og ropte i vrede:
«Skynd jer, I slyngler av sønner, elendige! Gid at I alle
