Hopp til innhold

Side:Iliaden.djvu/423

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
ikke Poseidon, ei heller den blaaøide Pallas Atene;
men de var likesaa hatske som før mot det hellige Troja,
og imot Priamos selv og hans folk for Paris’ brøde,
han som med haan lot gudinderne gaa, da de gjestet hans fjeldgaard,
medens han priste den ene som gav ham fordærvelig vellyst.
Men ved det rødmende gry, da den tolvte av dage var kommet,
talte i gudernes kreds den straalende Foibos Apollon:
«Guder, for haardt og for hatskt er jert sind. Har Hektor da aldrig
ofret jer laarstykker fete av okser og lytefri gjeter.
Dog, I kan ikke faa kommet jer til at frelse ham endnu,
selv efter døden, saa hustru og mor og barn kan faa se ham,
Priamos ogsaa, hans sørgende far, og hans folk som tilvisse
straks vilde reise hans baal og gi ham en hæderlig likfærd.
Derimot hjælper I guder med lyst den barske Akillevs,
skjønt han er haard og ubillig av sind, og hans hjerte i barmen
slaar i ubøielig trods, og han raser saa vildt som en løve,
naar den i lit til sin vældige kraft og sin glubende vildskap
styrter sig grumt over mændenes kvæg for at fraadse i byttet.
Slik er Akillevs. Han mistet forlængst al medynk og kjender
ikke til skam, som kan skade en mand, men oftest maa gavne.
Mangen maa lide et tungere tap og miste for altid
enten en kjødelig bror eller søn, sit dyreste eie.
Dog, der kommer en tid, da han stanser sin graat og sin klage.
Moirerne gjorde jo menneskets sind taalmodig i motgang.
Denne har derimot nu, da han dræpte den herlige Hektor,
bundet hans lik til sin vogn, og om graven hvor vennen er jordet,
slæper han ham. Slikt bringer ham dog hverken gavn eller hæder.
Gjæv som han er, maa han vogte sig vel for at vække vor harme;
ti den umælende jord forhaaner han jo i sin vildskap.»
Heftig forbitret i hu tok den armhvite Hera til orde:
«Sølvbuegud, det ord du har talt, kunde gjælde for rigtig,
hvis I vil sætte jer Hektor i rang saa høit som Akillevs.
Hektor var dødelig mand, og en kvinde har lagt ham til brystet,
medens Akillevs er født av den skjønne gudinde som fordum
selv jeg har fostret og pleiet og viet til dødelig husbond,
Pelevs, hin drot som blev elsket saa høit av de evige guder.
Alle I guder var med ved hans bryllupsfest. Selv med din lyre
gjestet du gildet, du stymperes ven, som altid maa lyve.»