Denne siden er korrekturlest
Smilende talte han saa blandt argeiernes samlede helter:
«Venner, I vet det jo alle tilforn; men la mig dog si det:
Guderne hædrer nok endnu de mænd, som har alderens forret.
Synderlig ældre end jeg er Aias jo ikke; men denne
hører til fortidens kjæmper, til slegtled som fordum har levet.
Rettelig kalder man ham en ungdomsfrisk gubbe, og neppe
kappes med ham en akaier i løp undtagen Akillevs.»
Listelig talte han saa for at hædre den raske Akillevs.
Straks tok Pelevs’ søn til orde og svarte ham venlig:
«Kjære Antilokos! helt uten løn skal du ikke ha rost mig;
men til det halve talent av guld vil jeg føie et andet.»
Saa han talte og rakte det frem, og han tok det med glæde.
Pelevs’ søn bar derefter frem i kredsen som kampløn
først en langskaftet lanse og dernæst et skjold og en stridshjelm,
vaaben som helten Patroklos i kamp hadde tat fra Sarpedon.
Rank stod han frem i argeiernes kreds og talte iblandt dem.
«Dennegang er det mit bud at to av de ypperste helter
aksler sin rustning og griper i haand det skjærende kobber
for med hinanden at prøve en dyst i arkaiernes paasyn.
Den som først med et støt kan ramme den anden og ridse
huden, den skjønne, og flænge tilblods hans krop gjennem brynjen,
ham skal jeg gi dette trakiske sverd hvis hefte er prydet
herlig med nagler av sølv. Jeg tok det fra Asteropaios.
Fælles for begge blir rustningen her til likelig deling,
og vi skal hædre dem hist i mit telt med et rikelig maaltid.»
Saa han talte. Da reiste sig straks den vældige Aias,
Telamons søn, og derefter Tydevs’ søn Diomedes,
og da de hver i sin kreds hadde akslet sin rustning i stimlen,
gik de hinanden med truende blik i møte paa pladsen,
lystne paa kampen, og undrende gru grep alle akaier.
Men da de saa paa sin gang var kommet hinanden paa livet,
stormet de treganger frem, og treganger tørnet de sammen.
Midt i det kredsrunde skjold traf Aias med lansen, men huden
flænget han ei; ti av panserets malm blev han vernet bak skjoldet.
Saa var det Tydevs’ søn som med blinkende lansespids stadig
sigtet mot Aias’ hals over malmskjoldets vældige dække.
Da blev akaierne rædde for Aias’ skjæbne og bad dem
stanse med kampen og hente sin pris til likelig deling.
«Venner, I vet det jo alle tilforn; men la mig dog si det:
Guderne hædrer nok endnu de mænd, som har alderens forret.
Synderlig ældre end jeg er Aias jo ikke; men denne
hører til fortidens kjæmper, til slegtled som fordum har levet.
Rettelig kalder man ham en ungdomsfrisk gubbe, og neppe
kappes med ham en akaier i løp undtagen Akillevs.»
Listelig talte han saa for at hædre den raske Akillevs.
Straks tok Pelevs’ søn til orde og svarte ham venlig:
«Kjære Antilokos! helt uten løn skal du ikke ha rost mig;
men til det halve talent av guld vil jeg føie et andet.»
Saa han talte og rakte det frem, og han tok det med glæde.
Pelevs’ søn bar derefter frem i kredsen som kampløn
først en langskaftet lanse og dernæst et skjold og en stridshjelm,
vaaben som helten Patroklos i kamp hadde tat fra Sarpedon.
Rank stod han frem i argeiernes kreds og talte iblandt dem.
«Dennegang er det mit bud at to av de ypperste helter
aksler sin rustning og griper i haand det skjærende kobber
for med hinanden at prøve en dyst i arkaiernes paasyn.
Den som først med et støt kan ramme den anden og ridse
huden, den skjønne, og flænge tilblods hans krop gjennem brynjen,
ham skal jeg gi dette trakiske sverd hvis hefte er prydet
herlig med nagler av sølv. Jeg tok det fra Asteropaios.
Fælles for begge blir rustningen her til likelig deling,
og vi skal hædre dem hist i mit telt med et rikelig maaltid.»
Saa han talte. Da reiste sig straks den vældige Aias,
Telamons søn, og derefter Tydevs’ søn Diomedes,
og da de hver i sin kreds hadde akslet sin rustning i stimlen,
gik de hinanden med truende blik i møte paa pladsen,
lystne paa kampen, og undrende gru grep alle akaier.
Men da de saa paa sin gang var kommet hinanden paa livet,
stormet de treganger frem, og treganger tørnet de sammen.
Midt i det kredsrunde skjold traf Aias med lansen, men huden
flænget han ei; ti av panserets malm blev han vernet bak skjoldet.
Saa var det Tydevs’ søn som med blinkende lansespids stadig
sigtet mot Aias’ hals over malmskjoldets vældige dække.
Da blev akaierne rædde for Aias’ skjæbne og bad dem
stanse med kampen og hente sin pris til likelig deling.
