Denne siden er korrekturlest
Enops’ søn Klytomedes gav tapt, da vi kjæmpet med næven.
Plevrons hersker Ankaios blev slaat, da vi møttes til brytning.
Derefter vandt jeg i løp paa den fotrappe høvding Ifíklos.
Ogsaa i spydkast beseiret jeg let Polydoros og Fylevs.
Bare i kampen tilvogns kom Aktors sønner forbi mig,
jagende foran fordi de var to, og formente mig seiren;
ti for det seirende spand var den herligste kamppris tilbake.
Ja, som jeg nævnte, av dem var der to. Den ene holdt tømmen
fast i sin haand; den anden jog paa med svepe og tilrop.
Slik har jeg været; men nu faar de yngre gaa frem for at prøve
kampe som disse; jeg selv maa gi tapt for alderens plager,
skjønt jeg jo dengang blev prist som den bedste av samtlige helter.
Gaa nu paany for at feire din ven med hædrende kampe.
Denne din hæderspris tar jeg med tak, og det glæder mit hjerte,
at du til stadighet mindes din ven, og ei naar det gjælder,
glemmer den hæder som skyldes mig her blandt akaiernes sønner.
Maatte nu guderne lønne dig rikt for dit trofaste venskap.»
Saa han talte, og Pelevs’ søn, som nu hadde lyttet
venlig til Nestors ros, gik atter omkring gjennem skaren.
Gaverne stillet han frem for en nævekamps farlige idræt.
Ind i forsamlingen drev han og bandt et sterkbygget muldyr,
seksaarig, uvant med aak, ustyrlig og stridig at tæmme.
Dertil blev føiet et tvehanket støp for den tapende kjæmpe.
Rank traadte høvdingen frem blandt argeiernes fyrster og mælte:
«Atrevs’ sønner! Akaiiske mænd i benskinner blanke!
To av de sterkeste mænd faar kjæmpe om disse, med næven
løftet til knusende slag, og helten, hvem Foibos Apollon
under at seire tilsidst i alle akaiernes paasyn,
skal efter kampen gaa hjem til sit telt med det kraftige muldyr,
medens den tapende vinder som pris et tvehanket bæger.»
Saa han talte. Da reiste sig straks en drabelig kjæmpe,
helten Epeios, Panópevs’ søn, en mester med næven.
Pralende la han sin haand paa det kraftige muldyr og mælte:
«Vel, la ham komme den mand som vil vinde et tvehanket bæger;
ti i en tvekamp vinder nok ei nogen anden akaier
muldyret her; ti jeg roser mig trygt av at være den bedste.
Er det ei nok at jeg svigter paa val? Der fandtes vel aldrig
den som var kyndig i alt og en mester i alle slags idræt.
Plevrons hersker Ankaios blev slaat, da vi møttes til brytning.
Derefter vandt jeg i løp paa den fotrappe høvding Ifíklos.
Ogsaa i spydkast beseiret jeg let Polydoros og Fylevs.
Bare i kampen tilvogns kom Aktors sønner forbi mig,
jagende foran fordi de var to, og formente mig seiren;
ti for det seirende spand var den herligste kamppris tilbake.
Ja, som jeg nævnte, av dem var der to. Den ene holdt tømmen
fast i sin haand; den anden jog paa med svepe og tilrop.
Slik har jeg været; men nu faar de yngre gaa frem for at prøve
kampe som disse; jeg selv maa gi tapt for alderens plager,
skjønt jeg jo dengang blev prist som den bedste av samtlige helter.
Gaa nu paany for at feire din ven med hædrende kampe.
Denne din hæderspris tar jeg med tak, og det glæder mit hjerte,
at du til stadighet mindes din ven, og ei naar det gjælder,
glemmer den hæder som skyldes mig her blandt akaiernes sønner.
Maatte nu guderne lønne dig rikt for dit trofaste venskap.»
Saa han talte, og Pelevs’ søn, som nu hadde lyttet
venlig til Nestors ros, gik atter omkring gjennem skaren.
Gaverne stillet han frem for en nævekamps farlige idræt.
Ind i forsamlingen drev han og bandt et sterkbygget muldyr,
seksaarig, uvant med aak, ustyrlig og stridig at tæmme.
Dertil blev føiet et tvehanket støp for den tapende kjæmpe.
Rank traadte høvdingen frem blandt argeiernes fyrster og mælte:
«Atrevs’ sønner! Akaiiske mænd i benskinner blanke!
To av de sterkeste mænd faar kjæmpe om disse, med næven
løftet til knusende slag, og helten, hvem Foibos Apollon
under at seire tilsidst i alle akaiernes paasyn,
skal efter kampen gaa hjem til sit telt med det kraftige muldyr,
medens den tapende vinder som pris et tvehanket bæger.»
Saa han talte. Da reiste sig straks en drabelig kjæmpe,
helten Epeios, Panópevs’ søn, en mester med næven.
Pralende la han sin haand paa det kraftige muldyr og mælte:
«Vel, la ham komme den mand som vil vinde et tvehanket bæger;
ti i en tvekamp vinder nok ei nogen anden akaier
muldyret her; ti jeg roser mig trygt av at være den bedste.
Er det ei nok at jeg svigter paa val? Der fandtes vel aldrig
den som var kyndig i alt og en mester i alle slags idræt.
