Denne siden er korrekturlest
Harmfuld i sind tok kreternes drot til orde og svarte:
«Aias, du mester i ondskap og haan, men ellers i alting
ringest av alle akaier; ti koldt er dit hjerte i barmen.
Kom, la os vedde en trefot som pris eller ogsaa en kjele.
La os saa ta Agamemnon til opmand. Han faar da dømme,
hvad for et tvespand er forrest, saa blir du vel klok naar du taper.»
Saa han talte. Da reiste sig straks den fotrappe Aias,
harmfuld i sind for med haanende ord at svare ham hidsig.
Endnu en stund hadde begge forvisst holdt paa med at trætte,
hvis ei Akillevs i hast hadde reist sig og straks tat til orde:
«Styr jer nu, Aias, og du Idomenevs! Tir ei hinanden
længer med onde og eggende ord; ti det sømmer sig ikke.
Selv er I harmfulde nok paa en anden som ypper slik trætte.
Sit nu i kredsen i ro paa jer plads og se om I øiner
hestenes spand; ti selv maa de komme her nu med det første,
egget av lyst til at seire, og da faar enhver jo at vite
hvo av argeiernes hester er sidst, og hvo der er forrest.»
Knapt var det sagt, før Tydevs’ søn kom jagende mot dem,
svingende gang efter gang sin pisk over skuldren, og pilsnart
kastet hans hester sig frem i vældige hop over banen,
medens det rykende støv ustanselig hvirvlet om kusken.
Trukket av hestenes fotrappe spand løp stridsvognen efter,
smykket med guld og med tin, og ringen om hjulenes fælger
lot ikke efter sig synderlig spor i støvet det fine
bakenfor vognen. Saa hastig og let fløi hestenes tvespand.
Midt i mændenes kreds lot han gangerne stanse, mens sveden
silret i strømme til jord fra man og skumhvite bringer.
Selv sprang han ned fra den straalende vogn til jorden og støttet
svepen mot hestenes aak, og Stenelos, helten den sterke,
spildte ei tiden, men hentet i hast den herlige kamppris.
Svendene bød han at bringe den hankede trefot og kvinden
hjem til hans telt og spændte saa selv hans hester fra vognen.
Derefter kjørte Antilokos frem med sit dampende tvespand,
kommet forbi Menelaos med svig, men ikke ved raskhet.
Dog, Menelaos kom helten saa nær med de hurtige hester,
som der er rum mellem stridsvogn og hest, naar den trækker sin herre
hen over sletten i flyvende fart for den rullende stridsvogn.
Da kan de ytterste ender av gangerens halehaar streife
«Aias, du mester i ondskap og haan, men ellers i alting
ringest av alle akaier; ti koldt er dit hjerte i barmen.
Kom, la os vedde en trefot som pris eller ogsaa en kjele.
La os saa ta Agamemnon til opmand. Han faar da dømme,
hvad for et tvespand er forrest, saa blir du vel klok naar du taper.»
Saa han talte. Da reiste sig straks den fotrappe Aias,
harmfuld i sind for med haanende ord at svare ham hidsig.
Endnu en stund hadde begge forvisst holdt paa med at trætte,
hvis ei Akillevs i hast hadde reist sig og straks tat til orde:
«Styr jer nu, Aias, og du Idomenevs! Tir ei hinanden
længer med onde og eggende ord; ti det sømmer sig ikke.
Selv er I harmfulde nok paa en anden som ypper slik trætte.
Sit nu i kredsen i ro paa jer plads og se om I øiner
hestenes spand; ti selv maa de komme her nu med det første,
egget av lyst til at seire, og da faar enhver jo at vite
hvo av argeiernes hester er sidst, og hvo der er forrest.»
Knapt var det sagt, før Tydevs’ søn kom jagende mot dem,
svingende gang efter gang sin pisk over skuldren, og pilsnart
kastet hans hester sig frem i vældige hop over banen,
medens det rykende støv ustanselig hvirvlet om kusken.
Trukket av hestenes fotrappe spand løp stridsvognen efter,
smykket med guld og med tin, og ringen om hjulenes fælger
lot ikke efter sig synderlig spor i støvet det fine
bakenfor vognen. Saa hastig og let fløi hestenes tvespand.
Midt i mændenes kreds lot han gangerne stanse, mens sveden
silret i strømme til jord fra man og skumhvite bringer.
Selv sprang han ned fra den straalende vogn til jorden og støttet
svepen mot hestenes aak, og Stenelos, helten den sterke,
spildte ei tiden, men hentet i hast den herlige kamppris.
Svendene bød han at bringe den hankede trefot og kvinden
hjem til hans telt og spændte saa selv hans hester fra vognen.
Derefter kjørte Antilokos frem med sit dampende tvespand,
kommet forbi Menelaos med svig, men ikke ved raskhet.
Dog, Menelaos kom helten saa nær med de hurtige hester,
som der er rum mellem stridsvogn og hest, naar den trækker sin herre
hen over sletten i flyvende fart for den rullende stridsvogn.
Da kan de ytterste ender av gangerens halehaar streife