Denne siden er korrekturlest
kastet de sig over baalet, og frygtelig knitret dets flammer.
Luen fra likbaalet hvirvlet de vildt med samlede kræfter
natten igjennem med hvinende blæst, og natten til ende
øste Akillevs fra bollen av guld med tvehanket bæger
vin paa den tørstende jord og vætet dens muld med sit offer
ropende gang efter gang paa den arme Patroklos’ skygge.
Som naar en jamrende far maa brænde paa baalet sin kjære
nygifte søn, som døde til sorg for de arme forældre,
saaledes jamret Akillevs i graat, da han brændte Patroklos,
medens han langsomt med stønnende suk gik rundt om hans likbaal.
Men ved de tider da gryet blir meldt av morgenens stjerne,
før over hav, i safranfarvet slør, den straalende Eos
spreder sit skjær, da sluknet hans baal, og flammerne døde.
Vindene hastet paany tilbake til hjemmet og ilte
over det trakiske hav, og det svulmet med brusende bølger.
Pelevs’ søn gik bort og lagde sig mødig til hvile
fjernt fra baalet, og straks sank han hen i den søteste slummer.
Først da Atrevs’ søn og kongerne samlet sig om ham,
vækket de kommendes larmende trin den sovende høvding.
Opreist satte han sig og vendte sig til dem og mælte:
«Atrevs’ søn og I andre, akaiernes ypperste fyrster,
kom nu og sluk for det første det ulmende baal med den søte
funklende vin overalt hvor de vældige luer har raset.
La os saa speide omkring og sanke Menoitiossønnens,
helten Patroklos’ ben, og let kan de findes; ti inderst
laa han i midten av baalet; men utenfor brændtes de andre,
henslængt langs med den ytterste kant, baade hester og stridsmænd.
La os saa lægge hans ben, tildækket med dobbelte fettlag
ned i en guldskaal, til ogsaa jeg selv skal gjemmes hos Hades.
Ei vil jeg be jer at reise ham nu en kjæmpehaug vældig.
Gi ham en sømmelig grav, saa kan jo akaierne siden
vide den ut og gjøre den høi, naar selv jeg er segnet,
I som skal spares og bli ved de toftede snekker tilbake.»
Bedende talte han saa, og de føiet den raske Akillevs.
Likbaalet slukket de først med funklende vin som de heldte
ut hvor flammen var naadd, og asken faldt sammen i dynger.
Graatende sanket de saa de blekede ben av den milde
trofaste ven i en guldskaal, og da den var dækket med fettlag,
Luen fra likbaalet hvirvlet de vildt med samlede kræfter
natten igjennem med hvinende blæst, og natten til ende
øste Akillevs fra bollen av guld med tvehanket bæger
vin paa den tørstende jord og vætet dens muld med sit offer
ropende gang efter gang paa den arme Patroklos’ skygge.
Som naar en jamrende far maa brænde paa baalet sin kjære
nygifte søn, som døde til sorg for de arme forældre,
saaledes jamret Akillevs i graat, da han brændte Patroklos,
medens han langsomt med stønnende suk gik rundt om hans likbaal.
Men ved de tider da gryet blir meldt av morgenens stjerne,
før over hav, i safranfarvet slør, den straalende Eos
spreder sit skjær, da sluknet hans baal, og flammerne døde.
Vindene hastet paany tilbake til hjemmet og ilte
over det trakiske hav, og det svulmet med brusende bølger.
Pelevs’ søn gik bort og lagde sig mødig til hvile
fjernt fra baalet, og straks sank han hen i den søteste slummer.
Først da Atrevs’ søn og kongerne samlet sig om ham,
vækket de kommendes larmende trin den sovende høvding.
Opreist satte han sig og vendte sig til dem og mælte:
«Atrevs’ søn og I andre, akaiernes ypperste fyrster,
kom nu og sluk for det første det ulmende baal med den søte
funklende vin overalt hvor de vældige luer har raset.
La os saa speide omkring og sanke Menoitiossønnens,
helten Patroklos’ ben, og let kan de findes; ti inderst
laa han i midten av baalet; men utenfor brændtes de andre,
henslængt langs med den ytterste kant, baade hester og stridsmænd.
La os saa lægge hans ben, tildækket med dobbelte fettlag
ned i en guldskaal, til ogsaa jeg selv skal gjemmes hos Hades.
Ei vil jeg be jer at reise ham nu en kjæmpehaug vældig.
Gi ham en sømmelig grav, saa kan jo akaierne siden
vide den ut og gjøre den høi, naar selv jeg er segnet,
I som skal spares og bli ved de toftede snekker tilbake.»
Bedende talte han saa, og de føiet den raske Akillevs.
Likbaalet slukket de først med funklende vin som de heldte
ut hvor flammen var naadd, og asken faldt sammen i dynger.
Graatende sanket de saa de blekede ben av den milde
trofaste ven i en guldskaal, og da den var dækket med fettlag,
