Denne siden er korrekturlest
Derefter nævnte han vennen ved navn og utbrøt i jammer:
«Glæd dig, kjære Patroklos, selv nede i Hades’ bolig;
ti som din hevner fuldbyrder jeg alt hvad jeg lovet dig fordum.
Tolv av de gjæveste sønner av modige troer skal snarlig
sammen med dig fortæres av ild; men ikke skal Hektor,
Priamos’ søn, bli flammernes rov, men hundenes bytte.»
Saaledes truet han barsk; men hundene rørte ei Hektor;
ti Afrodite, hin datter av Zevs, jog nætter og dage
hundene bort og gned med rosenduftende himmelsk
olje hans hud, saa den ei skulde faa en rift, naar han slæptes.
Foibos Apollon lot synke en sortnende sky fra det høie
ned over sletten om høvdingens lik og hyllet i taake
hele den plads hvor det laa, forat ikke den brændende solglød
skulde fortørke hans smidige hud om sener og lemmer.
Dog, da den faldne Patroklos’ baal ei straks vilde brænde,
tænkte Akillevs, den fotrappe helt, paany paa en utvei:
Bort fra baalet han traadte og bad til stormenes guder,
vinden fra nord og fra vest, og lovet dem herlige ofre,
og fra sit guldbæger heldte han vin og bad dem at komme,
forat den kløvede ved kunde tændes i hast, og de døde
snart bli fortæret av luende ild. Den fotrappe Iris
hørte hans bønner og ilte som bud til vindenes guder.
Alle var bænket tilbords i den susende Zefyros’ haller,
samlet hos guden til gilde. Da traadte den ilende Iris
frem paa tersklen av sten, og straks da de saa hende, reiste
alle sig op og bød hende hver en plads ved sin side.
Dog, hun negtet bestemt at sætte sig blandt dem og mælte:
«Sætte mig? nei, jeg maa nok avsted til Okeanos’ strømme,
til aitiopernes land for at nyte min del av det rike
offer som mændene bringer idag til de evige guder.
Hør nu et bud fra Akillevs: Han ber den susende Zefyr
komme i Boreas’ følge, og lover jer herlige ofre,
forat I begge skal puste i brand det baal hvor Patroklos
hviler paa baare, mens alle akaierne jamrer for helten.»
Saa hun talte og hastet avsted. Da stormet de begge
frem med usigelig larm, og foran sig jaget de skyer.
Hen over havdypet blæste de straks, og bølgerne svulmet
høit for den hylende storm. Da de kom til det muldrike Troja,
«Glæd dig, kjære Patroklos, selv nede i Hades’ bolig;
ti som din hevner fuldbyrder jeg alt hvad jeg lovet dig fordum.
Tolv av de gjæveste sønner av modige troer skal snarlig
sammen med dig fortæres av ild; men ikke skal Hektor,
Priamos’ søn, bli flammernes rov, men hundenes bytte.»
Saaledes truet han barsk; men hundene rørte ei Hektor;
ti Afrodite, hin datter av Zevs, jog nætter og dage
hundene bort og gned med rosenduftende himmelsk
olje hans hud, saa den ei skulde faa en rift, naar han slæptes.
Foibos Apollon lot synke en sortnende sky fra det høie
ned over sletten om høvdingens lik og hyllet i taake
hele den plads hvor det laa, forat ikke den brændende solglød
skulde fortørke hans smidige hud om sener og lemmer.
Dog, da den faldne Patroklos’ baal ei straks vilde brænde,
tænkte Akillevs, den fotrappe helt, paany paa en utvei:
Bort fra baalet han traadte og bad til stormenes guder,
vinden fra nord og fra vest, og lovet dem herlige ofre,
og fra sit guldbæger heldte han vin og bad dem at komme,
forat den kløvede ved kunde tændes i hast, og de døde
snart bli fortæret av luende ild. Den fotrappe Iris
hørte hans bønner og ilte som bud til vindenes guder.
Alle var bænket tilbords i den susende Zefyros’ haller,
samlet hos guden til gilde. Da traadte den ilende Iris
frem paa tersklen av sten, og straks da de saa hende, reiste
alle sig op og bød hende hver en plads ved sin side.
Dog, hun negtet bestemt at sætte sig blandt dem og mælte:
«Sætte mig? nei, jeg maa nok avsted til Okeanos’ strømme,
til aitiopernes land for at nyte min del av det rike
offer som mændene bringer idag til de evige guder.
Hør nu et bud fra Akillevs: Han ber den susende Zefyr
komme i Boreas’ følge, og lover jer herlige ofre,
forat I begge skal puste i brand det baal hvor Patroklos
hviler paa baare, mens alle akaierne jamrer for helten.»
Saa hun talte og hastet avsted. Da stormet de begge
frem med usigelig larm, og foran sig jaget de skyer.
Hen over havdypet blæste de straks, og bølgerne svulmet
høit for den hylende storm. Da de kom til det muldrike Troja,
