Denne siden er korrekturlest
strakte han liket i støvet. — Nu spændte de alle fra skuldre
rustningens lysende malm og løste de vrinskende hester.
Derpaa tok mændene plads ved den raske Akillevs’ snekke.
Tusen paa tusen bevertet han rikt ved det festlige gravøl.
Talrike fetede okser blev dræpt og brølte for kniven.
Lam blev slagtet i mængde og talrike brækende gjeter.
Mangt et trivelig hvittandet svin som struttet av fedme,
holdt de paa spid over baalet og svidde de strittende børster.
Strømmevis fløt overalt det rødmende blod om den døde.
Derefter førte i flok akaiernes samlede fyrster
Pelevs’ fotrappe søn til den herlige drot Agamemnon.
Helten var vred for sin ven, og med nød fik de lokket ham med sig.
Men da de naadde til teltet, til Atrevs’ søn Agamemnon,
bød de hans raske herolder at sætte en rummelig kjele
straks over ilden, om Pelevs’ søn vilde føie omsider
vennernes ønske og tvætte i bad sin blodige lemmer.
Dog, han negtet det haardt og føiet en ed til sin vægring.
«Nei, jeg sverger ved Zevs, den største og mægtigste guddom.
Ei er det rigtig at rensende vand kommer nær til mit hode,
før jeg faar lagt Patroklos paa baal og reist ham en gravhaug,
og jeg tillike faar klippet mit haar; ti saa længe jeg lever,
vil ikke atter saa knugende sorg kunne ramme mit hjerte.
Men la os føie os nu og gaa til det sorgtunge maaltid.
La saa imorgen ved tidligste gry dine mænd, Agamemnon,
hente os ved og skaffe os hit hvad den døde bør eie,
naar han skal vandre den ensomme vei til det taakede mørke,
forat utrættelig ild kan brænde ham snarlig til aske,
saa han blir skjult for vort blikk, og folket kan gaa til sin gjerning.»
Saa han talte. De hørte hans ord og føiet ham villig,
og da enhver hadde skyndt sig at lage i stand til et maaltid,
nød de sin kveldsmat, og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vandret de andre avsted, enhver til sit telt for at sove;
men i det fri, ved det brusende hav, paa den sandige strandbred
laa under klagende suk i en skare av tro myrmidoner
Pelevs’ herlige søn, hvor bølgerne skvulpet mot stranden.
Men da en styrkende søvn, som løste hans hjerte fra sorgen,
favnet hans herlige lemmer, saa matte fornys da han fulgte
rustningens lysende malm og løste de vrinskende hester.
Derpaa tok mændene plads ved den raske Akillevs’ snekke.
Tusen paa tusen bevertet han rikt ved det festlige gravøl.
Talrike fetede okser blev dræpt og brølte for kniven.
Lam blev slagtet i mængde og talrike brækende gjeter.
Mangt et trivelig hvittandet svin som struttet av fedme,
holdt de paa spid over baalet og svidde de strittende børster.
Strømmevis fløt overalt det rødmende blod om den døde.
Derefter førte i flok akaiernes samlede fyrster
Pelevs’ fotrappe søn til den herlige drot Agamemnon.
Helten var vred for sin ven, og med nød fik de lokket ham med sig.
Men da de naadde til teltet, til Atrevs’ søn Agamemnon,
bød de hans raske herolder at sætte en rummelig kjele
straks over ilden, om Pelevs’ søn vilde føie omsider
vennernes ønske og tvætte i bad sin blodige lemmer.
Dog, han negtet det haardt og føiet en ed til sin vægring.
«Nei, jeg sverger ved Zevs, den største og mægtigste guddom.
Ei er det rigtig at rensende vand kommer nær til mit hode,
før jeg faar lagt Patroklos paa baal og reist ham en gravhaug,
og jeg tillike faar klippet mit haar; ti saa længe jeg lever,
vil ikke atter saa knugende sorg kunne ramme mit hjerte.
Men la os føie os nu og gaa til det sorgtunge maaltid.
La saa imorgen ved tidligste gry dine mænd, Agamemnon,
hente os ved og skaffe os hit hvad den døde bør eie,
naar han skal vandre den ensomme vei til det taakede mørke,
forat utrættelig ild kan brænde ham snarlig til aske,
saa han blir skjult for vort blikk, og folket kan gaa til sin gjerning.»
Saa han talte. De hørte hans ord og føiet ham villig,
og da enhver hadde skyndt sig at lage i stand til et maaltid,
nød de sin kveldsmat, og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
vandret de andre avsted, enhver til sit telt for at sove;
men i det fri, ved det brusende hav, paa den sandige strandbred
laa under klagende suk i en skare av tro myrmidoner
Pelevs’ herlige søn, hvor bølgerne skvulpet mot stranden.
Men da en styrkende søvn, som løste hans hjerte fra sorgen,
favnet hans herlige lemmer, saa matte fornys da han fulgte
