Denne siden er korrekturlest
TRE OG TYVENDE SANG.
KAMPLEKENE TIL ÆRE FOR PATROKLOS.
Saaledes jamret nu disse med stønnende klage i byen.
Men da akaierne kom til den rivende strøm Hellespontos,
spredtes de der ved flaaten og vandret enhver til sit langskib.
Dog, Akillevs forbød myrmidonernes stridsmænd at skilles.
I sine krigerske staldbrødres kreds tok han ordet og mælte:
«Hør mig, I trofaste mænd, myrmidoner med gangerne rappe.
La os ei spænde for tidlig fra vogn vore travende hester;
men la os stevne med hester og vogn til Patroklos’ leie,
og la os klage ved baaren. Slik hædrer vi bedst vore døde.
Men naar vi alle har lettet vort sind med jamrende klage,
spænder vi her vore hester fra vogn og gaar til vort maaltid.»
Saa han talte, og alle brøt ut med Akillevs i klage.
Treganger kredset de rundt med de vælige hester om liket,
jamrende lydt, og trangen til graat blev vækket av Tetis.
Vætet av taarer blev sandet, og vætet blev krigernes rustning.
Slik blev han savnet hin helt, som var sine fienders rædsel.
Pelevs’ søn var den første som jamret i hulkende klage,
mens paa sin staldbrors bryst han la de mordvante hænder:
«Glæd dig, kjære Patroklos, selv nede i Hades’ bolig;
ti som din hevner fuldbyrder jeg alt hvad jeg svor, da jeg fordum
lovet at slæpe dig Hektor hit til føde for hunder,
dertil at halshugge foran dit baal tolv troiske svende,
ædle av byrd, i min nagende harm, fordi du blev fældet.»
Saa han talte og øvet en gruelig gjerning mot Hektor;
ti ved Patroklos’ baare med ansigtet vendt imot jorden
Men da akaierne kom til den rivende strøm Hellespontos,
spredtes de der ved flaaten og vandret enhver til sit langskib.
Dog, Akillevs forbød myrmidonernes stridsmænd at skilles.
I sine krigerske staldbrødres kreds tok han ordet og mælte:
«Hør mig, I trofaste mænd, myrmidoner med gangerne rappe.
La os ei spænde for tidlig fra vogn vore travende hester;
men la os stevne med hester og vogn til Patroklos’ leie,
og la os klage ved baaren. Slik hædrer vi bedst vore døde.
Men naar vi alle har lettet vort sind med jamrende klage,
spænder vi her vore hester fra vogn og gaar til vort maaltid.»
Saa han talte, og alle brøt ut med Akillevs i klage.
Treganger kredset de rundt med de vælige hester om liket,
jamrende lydt, og trangen til graat blev vækket av Tetis.
Vætet av taarer blev sandet, og vætet blev krigernes rustning.
Slik blev han savnet hin helt, som var sine fienders rædsel.
Pelevs’ søn var den første som jamret i hulkende klage,
mens paa sin staldbrors bryst han la de mordvante hænder:
«Glæd dig, kjære Patroklos, selv nede i Hades’ bolig;
ti som din hevner fuldbyrder jeg alt hvad jeg svor, da jeg fordum
lovet at slæpe dig Hektor hit til føde for hunder,
dertil at halshugge foran dit baal tolv troiske svende,
ædle av byrd, i min nagende harm, fordi du blev fældet.»
Saa han talte og øvet en gruelig gjerning mot Hektor;
ti ved Patroklos’ baare med ansigtet vendt imot jorden
