Denne siden er korrekturlest
hastig at sætte paa ilden en rummelig kjele, saa Hektor
straks kunde faa sig et bad, naar han vendte tilbake fra kampen.
Stakkar! hun visste jo ei at den blaaøide Pallas Atene
kuet ham nys for Akillevs’ haand langt borte fra badet.
Nu fik hun høre de jamrende skrik og klager fra taarnet.
Lemmerne rystet av angst, og skyttelen slap hun paa gulvet.
Ropte hun da paany til de fagertlokkede terner:
«Følg mig to av jer straks. Jeg maa se hvad der hændte derute.
Tydelig hørte jeg nys min svigermors røst, og i barmen
hamrer mit hjerte i aandeløs angst, og knæerne stivner.
Visst er det nu noget ondt som nærmer sig Priamos’ sønner.
Maatte jeg aldrig faa høre slikt bud; men i pinefuld rædsel
gruer jeg for at Akillevs har stængt for den modige Hektor
veien til byen og jager ham om alene paa sletten.
Kanske han alt har stanset for godt den usalige kjækhet
som var ham egen. Blandt mængden av stridsmænd holdt han sig aldrig.
Langt foran fylkingen løp han og vek ei for nogen i manddom.»
Saa hun talte og hastet med bankende hjerte fra hallen,
lik en avsindig at se, og tjenestekvinderne fulgte.
Men da hun naadde til taarnet og kom til mændenes skare,
stod hun paa muren med speidende blik. Da saa hun sin husbond
slæpes avsted foran byen. De fotrappe hester for vognen
trak ham i skaanselsløs hast til akaiernes stavnkrumme snekker.
Mørke som høstnattens sænket sig ned over hustruens øine;
bakover sank hun, og sjælen forlot med et suk hendes lemmer.
Lokkernes lysende baand, diademet og huen, den skjønne,
løsnet fra issen og faldt med de knyttede sløifer til jorden
sammen med sløret, en skjænk som den guldfagre elskovsgudinde
gav hende just hin dag, da den hjelmbuskvaiende Hektor
førte sin brud fra Eetions borg for utallige gaver.
Svogrenes søstre og hustruer stod omkring hende samlet,
støttende ømt den arme, til døden fortvilede kvinde.
Da hun fik aande paany og atter var kommet til samling,
gav hun sig over i jammer og klaget blandt troernes kvinder:
«Hektor, aa ve mig arme! Til selvsamme grufulde skjæbne
fødtes vi begge, du selv i Priamos’ haller i Troja,
jeg under Plakos’ løvrike skrænt i det kneisende Tebe,
straks kunde faa sig et bad, naar han vendte tilbake fra kampen.
Stakkar! hun visste jo ei at den blaaøide Pallas Atene
kuet ham nys for Akillevs’ haand langt borte fra badet.
Nu fik hun høre de jamrende skrik og klager fra taarnet.
Lemmerne rystet av angst, og skyttelen slap hun paa gulvet.
Ropte hun da paany til de fagertlokkede terner:
«Følg mig to av jer straks. Jeg maa se hvad der hændte derute.
Tydelig hørte jeg nys min svigermors røst, og i barmen
hamrer mit hjerte i aandeløs angst, og knæerne stivner.
Visst er det nu noget ondt som nærmer sig Priamos’ sønner.
Maatte jeg aldrig faa høre slikt bud; men i pinefuld rædsel
gruer jeg for at Akillevs har stængt for den modige Hektor
veien til byen og jager ham om alene paa sletten.
Kanske han alt har stanset for godt den usalige kjækhet
som var ham egen. Blandt mængden av stridsmænd holdt han sig aldrig.
Langt foran fylkingen løp han og vek ei for nogen i manddom.»
Saa hun talte og hastet med bankende hjerte fra hallen,
lik en avsindig at se, og tjenestekvinderne fulgte.
Men da hun naadde til taarnet og kom til mændenes skare,
stod hun paa muren med speidende blik. Da saa hun sin husbond
slæpes avsted foran byen. De fotrappe hester for vognen
trak ham i skaanselsløs hast til akaiernes stavnkrumme snekker.
Mørke som høstnattens sænket sig ned over hustruens øine;
bakover sank hun, og sjælen forlot med et suk hendes lemmer.
Lokkernes lysende baand, diademet og huen, den skjønne,
løsnet fra issen og faldt med de knyttede sløifer til jorden
sammen med sløret, en skjænk som den guldfagre elskovsgudinde
gav hende just hin dag, da den hjelmbuskvaiende Hektor
førte sin brud fra Eetions borg for utallige gaver.
Svogrenes søstre og hustruer stod omkring hende samlet,
støttende ømt den arme, til døden fortvilede kvinde.
Da hun fik aande paany og atter var kommet til samling,
gav hun sig over i jammer og klaget blandt troernes kvinder:
«Hektor, aa ve mig arme! Til selvsamme grufulde skjæbne
fødtes vi begge, du selv i Priamos’ haller i Troja,
jeg under Plakos’ løvrike skrænt i det kneisende Tebe,
