Denne siden er korrekturlest
Somme var vrede i hu; men andre var stolte av seiren.
Der gik de alle til sæte hos skyernes drot; men Akillevs
vog baade troerne selv og dræpte de travende hester.
Som naar en by er i brand, og røkskyen hvirvlende stiger
op mot den vidtstrakte himmel, naar gudernes vrede har sendt den —
alle forvolder den møie, og mange den bitreste jammer —
saaledes voldte han troernes mænd baade møie og jammer.
Oldingen Priamos stod paa taarnet som guderne bygget.
Saa han da kjæmpen Akillevs gaa frem, og han saa sine troer
jages av helten paa vildeste flugt, mens ingen til forsvar
vaaget sig frem. Da jamret han lydt, og ned ifra taarnet
steg han til jord og ropte til portenes vaktmænd ved muren:
«Op med portenes fløier! Hold fast paa dem, til vore stridsmænd
kommer til byen paa flugt; ti Akillevs er nær, og han jager
mændene grumt, og det bæres mig for at det værste kan times.
Men naar de samlet kan hvile sig ut her indenfor muren,
stæng da med bommen paany de fast sammentømrede fløier;
ti jeg er ræd at den rasende helt stormer ind gjennem porten.»
Saa han talte. Da skjøv de bommen tilbake og aapnet
fløiene vidt til frelsende ly; men Foibos Apollon
stormet nu ut mot troernes mænd for at fri dem fra døden.
Ind mot Ilions by og de taarnhøie mure fra sletten
flygtet de, pint av den brændende tørst og dækket av støvet.
Glubende fulgte hin helt med sit spyd, og rasende vanvid
fyldte ustyrlig hans sjæl, og han stundet mot seierens hæder.
Nu hadde Argos’ mænd kunnet ta det murkranste Troja,
hvis ikke Foibos Apollon i hast hadde egget imot dem
helten Agenor, en gjæv og kjæmpesterk søn av Antenor.
Ham gav han frygtløst mod i hans sjæl, og nær ved hans side
traadte han selv for at verne ham trygt mot dødens gudinder,
lænet til eken og skjult for hans blik av den tætteste taake.
Men da nu helten fik se hin stadødelægger Akillevs,
stanset han braat og ventet, mens tankerne tumlet i barmen.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Saafremt jeg nu ræddes og flyr for den sterke Akillevs,
dit hvor alle de andre i gru og forfærdelse flygter,
naar han mig dog og hugger mig ned som en vergeløs usling;
men lar jeg her vore mænd bli tumlet paa flugt av Akillevs,
Der gik de alle til sæte hos skyernes drot; men Akillevs
vog baade troerne selv og dræpte de travende hester.
Som naar en by er i brand, og røkskyen hvirvlende stiger
op mot den vidtstrakte himmel, naar gudernes vrede har sendt den —
alle forvolder den møie, og mange den bitreste jammer —
saaledes voldte han troernes mænd baade møie og jammer.
Oldingen Priamos stod paa taarnet som guderne bygget.
Saa han da kjæmpen Akillevs gaa frem, og han saa sine troer
jages av helten paa vildeste flugt, mens ingen til forsvar
vaaget sig frem. Da jamret han lydt, og ned ifra taarnet
steg han til jord og ropte til portenes vaktmænd ved muren:
«Op med portenes fløier! Hold fast paa dem, til vore stridsmænd
kommer til byen paa flugt; ti Akillevs er nær, og han jager
mændene grumt, og det bæres mig for at det værste kan times.
Men naar de samlet kan hvile sig ut her indenfor muren,
stæng da med bommen paany de fast sammentømrede fløier;
ti jeg er ræd at den rasende helt stormer ind gjennem porten.»
Saa han talte. Da skjøv de bommen tilbake og aapnet
fløiene vidt til frelsende ly; men Foibos Apollon
stormet nu ut mot troernes mænd for at fri dem fra døden.
Ind mot Ilions by og de taarnhøie mure fra sletten
flygtet de, pint av den brændende tørst og dækket av støvet.
Glubende fulgte hin helt med sit spyd, og rasende vanvid
fyldte ustyrlig hans sjæl, og han stundet mot seierens hæder.
Nu hadde Argos’ mænd kunnet ta det murkranste Troja,
hvis ikke Foibos Apollon i hast hadde egget imot dem
helten Agenor, en gjæv og kjæmpesterk søn av Antenor.
Ham gav han frygtløst mod i hans sjæl, og nær ved hans side
traadte han selv for at verne ham trygt mot dødens gudinder,
lænet til eken og skjult for hans blik av den tætteste taake.
Men da nu helten fik se hin stadødelægger Akillevs,
stanset han braat og ventet, mens tankerne tumlet i barmen.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! Saafremt jeg nu ræddes og flyr for den sterke Akillevs,
dit hvor alle de andre i gru og forfærdelse flygter,
naar han mig dog og hugger mig ned som en vergeløs usling;
men lar jeg her vore mænd bli tumlet paa flugt av Akillevs,