Denne siden er korrekturlest
Traf hun da Ares i halsen og lammet med stenen hans lemmer.
Krigsguden faldt over syv maal jord; hans lokker blev støvet;
rustningen klang om hans krop. Da brast Atene i latter.
Pralende lød hendes vingede ord, da hun talte til guden:
«Daare, du skjønner nok end ikke nu, hvor let jeg i styrke
mestrer dig, siden du vaager saa frækt at maale dig med mig.
Nu skal du føle din mors forbandelser. Dyrt skal du bøte.
Nu er hun bitter og ønsker dig ondt, fordi du i kampen
svigter akaiernes mænd og hjælper de trodsige troer.»
Spottende talte hun saa og vendte de straalende blikke.
Dog, nu tok Afrodite, hin datter av Zevs, ham ved haanden.
Tidt maatte krigsguden stønne av kval og sanset sig neppe.
Men da den armhvite Hera blev var Afrodite i vrimlen,
talte hun straks med vingede ord til Pallas Atene:
«Aa, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues:
Se paa hin flue! Nu fører hun frækt den mordlystne Ares
bort fra den herjende strid gjennem kamptumlen. Skynd dig nu efter!»
Saa hun talte, og glad i sit sind fôr Pallas Atene
efter og kom hende nær og slog hende like i brystet
haardt med sin haand. Da skalv hendes knæ, og hjertet blev lammet.
Strakt til den mangenærende jord laa begge i støvet.
Pralende ropte Atene med vingede ord til de faldne:
«Gid de var slike hver eneste gud som hjælper i striden
troernes mænd, naar de kjæmper mot Argos’ hærklædte helter,
likesaa kjække tilsinds og tapre som nu Afrodite,
da hun kom Ares til hjælp i hans nød og møtte min styrke.
Da var vi færdig med krigen forlængst; ti vi hadde tilvisse
styrtet i grus den velbygde by og lagt Ilios øde.»
Saaledes talte gudinden. Da smilte den armhvite Hera.
Talte da guden Poseidon, hin jordryster sterk, til Apollon:
«Foibos, hvi staar vi hinanden saa fjernt? Det sømmer sig ikke,
nu da de andre gaar paa. En skam, om vi uten at kjæmpe
kommer til Alfaders hal paa Olymp over terskel av kobber.
Du faar begynde som den der er yngst. For mig som gaa foran
baade fordi jeg er ældst og den viseste, høver det ikke.
Daare, hvor litet du tænker! Si, kan du da slet ikke længer
mindes hvad ondt vi begge har lidt ved Ilions mure
Krigsguden faldt over syv maal jord; hans lokker blev støvet;
rustningen klang om hans krop. Da brast Atene i latter.
Pralende lød hendes vingede ord, da hun talte til guden:
«Daare, du skjønner nok end ikke nu, hvor let jeg i styrke
mestrer dig, siden du vaager saa frækt at maale dig med mig.
Nu skal du føle din mors forbandelser. Dyrt skal du bøte.
Nu er hun bitter og ønsker dig ondt, fordi du i kampen
svigter akaiernes mænd og hjælper de trodsige troer.»
Spottende talte hun saa og vendte de straalende blikke.
Dog, nu tok Afrodite, hin datter av Zevs, ham ved haanden.
Tidt maatte krigsguden stønne av kval og sanset sig neppe.
Men da den armhvite Hera blev var Afrodite i vrimlen,
talte hun straks med vingede ord til Pallas Atene:
«Aa, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues:
Se paa hin flue! Nu fører hun frækt den mordlystne Ares
bort fra den herjende strid gjennem kamptumlen. Skynd dig nu efter!»
Saa hun talte, og glad i sit sind fôr Pallas Atene
efter og kom hende nær og slog hende like i brystet
haardt med sin haand. Da skalv hendes knæ, og hjertet blev lammet.
Strakt til den mangenærende jord laa begge i støvet.
Pralende ropte Atene med vingede ord til de faldne:
«Gid de var slike hver eneste gud som hjælper i striden
troernes mænd, naar de kjæmper mot Argos’ hærklædte helter,
likesaa kjække tilsinds og tapre som nu Afrodite,
da hun kom Ares til hjælp i hans nød og møtte min styrke.
Da var vi færdig med krigen forlængst; ti vi hadde tilvisse
styrtet i grus den velbygde by og lagt Ilios øde.»
Saaledes talte gudinden. Da smilte den armhvite Hera.
Talte da guden Poseidon, hin jordryster sterk, til Apollon:
«Foibos, hvi staar vi hinanden saa fjernt? Det sømmer sig ikke,
nu da de andre gaar paa. En skam, om vi uten at kjæmpe
kommer til Alfaders hal paa Olymp over terskel av kobber.
Du faar begynde som den der er yngst. For mig som gaa foran
baade fordi jeg er ældst og den viseste, høver det ikke.
Daare, hvor litet du tænker! Si, kan du da slet ikke længer
mindes hvad ondt vi begge har lidt ved Ilions mure