Denne siden er korrekturlest
Inderlig bad den med vingede ord og ropte til Hera:
«Hera, hvi piner din vældige søn mine strømme saa grusomt
fremfor de andre? Saa stor er dog ei min skyld som de andres,
alle de manges som laaner sin hjælp til troernes stridsmænd.
Er det dit bud, saa skal jeg forvisst holde op med at kjæmpe;
men la da ogsaa din søn holde op. Med ed vil jeg love
aldrig at skjerme det troiske folk mot ulykkens dage,
ikke engang naar Ilions by av fortærende flammer
herjes til grunden, og ilden er tændt av akaiernes sønner.»
Da nu hans klage blev hørt av gudinden, den armhvite Hera,
ropte hun straks til sin elskede søn, den sterke Hefaistos:
«Stans, Hefaistos, min navngjetne søn, ti det sømmer sig ikke
at du for menneskers skyld skal pine en guddom saa grusomt.»
Saa hun talte. Da slukket han straks de grufulde flammer.
Bølgerne ilte tilbake paany til de deilige strømme.
Begge var faldne til ro, da Ksantos’ kræfter var kuet;
ti skjønt hun endnu var harmfuld, lot Hera dem stanse med kampen.
Dog, nu reiste sig vildt en kamp blandt de øvrige guder,
voldsom og tung. Deres hjerter var fyldt av hatefuld tvedragt.
Larmende fôr de hverandre tillivs, saa det drønet i jorden.
Krigsluren gjaldet rundt himmelens hvælv, og Zevs paa sin trone
hørte det hist hvor han sat paa Olymp, og glad i sit hjerte
lo han av fryd, da han saa at guderne møttes i striden.
Længe paa avstand stod de ei mer. Skjoldbryteren Ares
stormet i spidsen og vendte sig først mot Pallas Atene
svingende malmhvæsset spyd og mælte med flængende haansord:
«Skamløse flue, hvi egger du nu i din opblæste frækhet
guderne atter til strid, forledet av rasende hovmod.
Mindes du ei, da du selv lot Tydevs’ søn Diomedes
gi mig et støt og grep om hans blinkende lanse og rettet
spydsodden like mot mig og gav mig en flænge i huden.
Dog, nu tror jeg forvisst du skal bøte hvad ondt du har voldt mig.»
Saa han talte og rettet et støt mot den kvastede aigis,
skjoldet, det haarde, som end ikke Zevs kan knuse med lynet.
Ares, den blodige, rammet det nu med sin mægtige lanse.
Raskt vek gudinden tilbake og grep i sin vældige næve
ute paa marken en sten. Sort var den, og kantet og vældig,
en som fortidens mænd hadde lagt som grænse for marken.
«Hera, hvi piner din vældige søn mine strømme saa grusomt
fremfor de andre? Saa stor er dog ei min skyld som de andres,
alle de manges som laaner sin hjælp til troernes stridsmænd.
Er det dit bud, saa skal jeg forvisst holde op med at kjæmpe;
men la da ogsaa din søn holde op. Med ed vil jeg love
aldrig at skjerme det troiske folk mot ulykkens dage,
ikke engang naar Ilions by av fortærende flammer
herjes til grunden, og ilden er tændt av akaiernes sønner.»
Da nu hans klage blev hørt av gudinden, den armhvite Hera,
ropte hun straks til sin elskede søn, den sterke Hefaistos:
«Stans, Hefaistos, min navngjetne søn, ti det sømmer sig ikke
at du for menneskers skyld skal pine en guddom saa grusomt.»
Saa hun talte. Da slukket han straks de grufulde flammer.
Bølgerne ilte tilbake paany til de deilige strømme.
Begge var faldne til ro, da Ksantos’ kræfter var kuet;
ti skjønt hun endnu var harmfuld, lot Hera dem stanse med kampen.
Dog, nu reiste sig vildt en kamp blandt de øvrige guder,
voldsom og tung. Deres hjerter var fyldt av hatefuld tvedragt.
Larmende fôr de hverandre tillivs, saa det drønet i jorden.
Krigsluren gjaldet rundt himmelens hvælv, og Zevs paa sin trone
hørte det hist hvor han sat paa Olymp, og glad i sit hjerte
lo han av fryd, da han saa at guderne møttes i striden.
Længe paa avstand stod de ei mer. Skjoldbryteren Ares
stormet i spidsen og vendte sig først mot Pallas Atene
svingende malmhvæsset spyd og mælte med flængende haansord:
«Skamløse flue, hvi egger du nu i din opblæste frækhet
guderne atter til strid, forledet av rasende hovmod.
Mindes du ei, da du selv lot Tydevs’ søn Diomedes
gi mig et støt og grep om hans blinkende lanse og rettet
spydsodden like mot mig og gav mig en flænge i huden.
Dog, nu tror jeg forvisst du skal bøte hvad ondt du har voldt mig.»
Saa han talte og rettet et støt mot den kvastede aigis,
skjoldet, det haarde, som end ikke Zevs kan knuse med lynet.
Ares, den blodige, rammet det nu med sin mægtige lanse.
Raskt vek gudinden tilbake og grep i sin vældige næve
ute paa marken en sten. Sort var den, og kantet og vældig,
en som fortidens mænd hadde lagt som grænse for marken.
