Denne siden er korrekturlest
Saaledes stod han og grublet, mens hin i skjælvende dødsangst
nærmet sig sky for at favne hans knær i længselsfuld higen
efter at fly for den grufulde død og dens mørke gudinde.
Løftet da helten Akillevs sit vældige spyd for at støte
høvdingen ned; men han bøide sig raskt, løp under og favnet
ydmyg hans knæ, mens lansen fôr over hans ryg og i jorden
boret sig fast; grisk vilde den nu med mandekjøt mættes.
Bedende klamret han sig til Akillevs’ knær med den venstre,
medens hans høire holdt fast om hans spyd og ei vilde slippe.
Jamrende lød hans vingede ord, da han bedende talte:
«Tapre Akillevs, jeg favner dit knæ; aa, skaan mig i medynk.
Agt mig, gudfødte helt, som hjælpeløs flygtning bør agtes;
ja, ti hos dig fik jeg mætte mig først med Demeters brødkorn,
dengang du tok mig med vold i den plantede lund og som fange
førte mig bort og holdt mig tilfals paa det hellige Lemnos,
fjernt fra min far og min æt for en pris av hundrede okser.
Nu blev jeg løst for tredobbelt pris, og siden jeg vendte
hjem til Troja med møie og nød, er dette den tolvte
gryende dag, og nu har igjen den umilde skjæbne
bragt mig paany i din vold. Forhatt av Zevs maa jeg være,
siden han gav mig igjen i din haand. Min mor Laotóe
fødte sin søn til et kortvarig liv, hin datter av Altes,
gubben som hersker som drot blandt lelegernes krigerske helter,
fjernt i Pédasos’ by paa aasen ved Satnios’ bredder.
Priamos eide hans datter som viv og mangfoldige andre.
To av os fødtes av hende, og nu skal du dræpe os begge.
En har du fældet fornys, Polydoros, saa skjøn som en guddom,
forrest i fotkjæmpers rad, da du traf ham med malmhvæsset lanse.
Nu er det mig som døden skal naa; ti jeg kommer vel aldrig
frelst fra din kraftige arm, naar en gud har jaget mig mot dig.
Dog, la mig endnu faa sagt dig et ord, og ta det til hjerte:
Spar mig for døden; ti ei er min mor den samme som Hektors,
han som har fældet din elskede ven, saa mild og saa tapper.»
Saaledes bønfaldt Priamos’ søn, den skjønne Lykaon,
helten med ydmyge ord; men barskt var svaret, han hørte:
«Kom ikke her, du daare, med snak, og nævn ikke løsning;
Fordum da ei Patroklos paa val hadde fundet sin bane,
kunde jeg stundom faa lyst til at skaane de troiske stridsmænd.
nærmet sig sky for at favne hans knær i længselsfuld higen
efter at fly for den grufulde død og dens mørke gudinde.
Løftet da helten Akillevs sit vældige spyd for at støte
høvdingen ned; men han bøide sig raskt, løp under og favnet
ydmyg hans knæ, mens lansen fôr over hans ryg og i jorden
boret sig fast; grisk vilde den nu med mandekjøt mættes.
Bedende klamret han sig til Akillevs’ knær med den venstre,
medens hans høire holdt fast om hans spyd og ei vilde slippe.
Jamrende lød hans vingede ord, da han bedende talte:
«Tapre Akillevs, jeg favner dit knæ; aa, skaan mig i medynk.
Agt mig, gudfødte helt, som hjælpeløs flygtning bør agtes;
ja, ti hos dig fik jeg mætte mig først med Demeters brødkorn,
dengang du tok mig med vold i den plantede lund og som fange
førte mig bort og holdt mig tilfals paa det hellige Lemnos,
fjernt fra min far og min æt for en pris av hundrede okser.
Nu blev jeg løst for tredobbelt pris, og siden jeg vendte
hjem til Troja med møie og nød, er dette den tolvte
gryende dag, og nu har igjen den umilde skjæbne
bragt mig paany i din vold. Forhatt av Zevs maa jeg være,
siden han gav mig igjen i din haand. Min mor Laotóe
fødte sin søn til et kortvarig liv, hin datter av Altes,
gubben som hersker som drot blandt lelegernes krigerske helter,
fjernt i Pédasos’ by paa aasen ved Satnios’ bredder.
Priamos eide hans datter som viv og mangfoldige andre.
To av os fødtes av hende, og nu skal du dræpe os begge.
En har du fældet fornys, Polydoros, saa skjøn som en guddom,
forrest i fotkjæmpers rad, da du traf ham med malmhvæsset lanse.
Nu er det mig som døden skal naa; ti jeg kommer vel aldrig
frelst fra din kraftige arm, naar en gud har jaget mig mot dig.
Dog, la mig endnu faa sagt dig et ord, og ta det til hjerte:
Spar mig for døden; ti ei er min mor den samme som Hektors,
han som har fældet din elskede ven, saa mild og saa tapper.»
Saaledes bønfaldt Priamos’ søn, den skjønne Lykaon,
helten med ydmyge ord; men barskt var svaret, han hørte:
«Kom ikke her, du daare, med snak, og nævn ikke løsning;
Fordum da ei Patroklos paa val hadde fundet sin bane,
kunde jeg stundom faa lyst til at skaane de troiske stridsmænd.
