Denne siden er korrekturlest
indtil han kom til den ytterste rand av den vrimlende valplads,
der hvor kavkonerne væbnet sig raskt for at ile til striden.
Straks gik Poseidon, den vældige jordryster, hen til Aineias,
talte til helten med vingede ord og spurte ham venlig:
«Hvo iblandt guderne gjorde dig blind, Aineias, og bad dig
vaage en kamp mot Pelevs’ søn, den stolte Akillevs,
han som i kraft er bedre end du og gudernes yndling.
Nei, gaa tilbake, saa tidt som du møter ham, forat du ikke,
førend din time er kommet, skal vandre til Hades’ bolig.
Men naar den gjæve Akillevs er død og har fundet sin bane,
da kan du frygtløs gaa til en kamp i de forreste rækker;
ti av de andre akaier skal ingen faa vinde din rustning.»
Saa han talte med varslende ord og lot ham tilbake.
Spredte han saa fra Akillevs’ blik den blindende taake,
og i den selvsamme stund stod alting klart for hans øine.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Aa, nu ser jeg tilvisse et merkelig syn for mit øie.
Her ligger lansen paa jorden; men ingensteds øiner jeg manden,
ham som jeg slynget den mot i lyst til at røve ham livet.
Sandelig var det dog saa at ogsaa Aineias var elsket
høit av de evige guder. Jeg trodde det bare var selvros.
Vel, la ham gaa! Han vil ikke paany faa lyst til at prøve
mig i en kamp. Han maa prise sit held at han dennegang frelstes.
La mig da egge til strid de kjække danaer og storme
fremad til kamp for at prøve en dyst med de øvrige troer.»
Ind mellem rækkerne sprang han og egget hver eneste kriger:
«Staa ikke længe saa fjernt fra troerne, gjæve akaier.
Nei, la mand gaa frem imot mand i flammende kamplyst.
Ti det vil bli mig for stridt, om jeg end er aldrig saa kraftig,
ene at jage de troiske mænd og kjæmpe mot alle.
End ikke Ares, som er en udødelig gud, eller Pallas
kom vel tilbunds i saa gapende svelg av møisomme kampe.
Dog, hvad jeg magter med haand eller fot og med hele min styrke
derpaa lover jeg trygt at jeg ikke skal spare det mindste.
Nei, gjennem rækkerne sprænger jeg vei, og jeg tænker at ingen
troer vil føle sig glad, naar han kommer for nær til min lanse.»
Saaledes egget han sine til kamp; men den straalende Hektor
ropte til troernes mænd og lovet at gaa mot Akillevs:
der hvor kavkonerne væbnet sig raskt for at ile til striden.
Straks gik Poseidon, den vældige jordryster, hen til Aineias,
talte til helten med vingede ord og spurte ham venlig:
«Hvo iblandt guderne gjorde dig blind, Aineias, og bad dig
vaage en kamp mot Pelevs’ søn, den stolte Akillevs,
han som i kraft er bedre end du og gudernes yndling.
Nei, gaa tilbake, saa tidt som du møter ham, forat du ikke,
førend din time er kommet, skal vandre til Hades’ bolig.
Men naar den gjæve Akillevs er død og har fundet sin bane,
da kan du frygtløs gaa til en kamp i de forreste rækker;
ti av de andre akaier skal ingen faa vinde din rustning.»
Saa han talte med varslende ord og lot ham tilbake.
Spredte han saa fra Akillevs’ blik den blindende taake,
og i den selvsamme stund stod alting klart for hans øine.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Aa, nu ser jeg tilvisse et merkelig syn for mit øie.
Her ligger lansen paa jorden; men ingensteds øiner jeg manden,
ham som jeg slynget den mot i lyst til at røve ham livet.
Sandelig var det dog saa at ogsaa Aineias var elsket
høit av de evige guder. Jeg trodde det bare var selvros.
Vel, la ham gaa! Han vil ikke paany faa lyst til at prøve
mig i en kamp. Han maa prise sit held at han dennegang frelstes.
La mig da egge til strid de kjække danaer og storme
fremad til kamp for at prøve en dyst med de øvrige troer.»
Ind mellem rækkerne sprang han og egget hver eneste kriger:
«Staa ikke længe saa fjernt fra troerne, gjæve akaier.
Nei, la mand gaa frem imot mand i flammende kamplyst.
Ti det vil bli mig for stridt, om jeg end er aldrig saa kraftig,
ene at jage de troiske mænd og kjæmpe mot alle.
End ikke Ares, som er en udødelig gud, eller Pallas
kom vel tilbunds i saa gapende svelg av møisomme kampe.
Dog, hvad jeg magter med haand eller fot og med hele min styrke
derpaa lover jeg trygt at jeg ikke skal spare det mindste.
Nei, gjennem rækkerne sprænger jeg vei, og jeg tænker at ingen
troer vil føle sig glad, naar han kommer for nær til min lanse.»
Saaledes egget han sine til kamp; men den straalende Hektor
ropte til troernes mænd og lovet at gaa mot Akillevs:
