Denne siden er korrekturlest
eller kan være at Pelevs’ søn hadde dræpt ham med sverdet,
hvis ei Poseidon, den vældige jordryster, straks hadde set det.
Hist i de eviges kreds tok havguden hastig til orde:
«Sandelig, saart maa jeg ynke hin helt, den fagre Aineias.
Snart vil han, fældet av Pelevs’ søn, maatte vandre til Hades,
bare fordi han saa villig har fulgt fjernskytten Apollons
lokkende ord — som en daare; ti ei vil han fri ham fra døden.
Dog, hvi skulde vi taale, at helten uskyldig maa lide
kvaler for andres forblindede harm? Med de herligste ofre
glæder han altid os guder som bor over himmelen vide.
La det da nu være os som hjælpende frir ham fra døden,
saa ikke ogsaa Kronion skal gripes av harm, hvis Akillevs
fælder ham nu; ti skjæbnen har undt hin høvding at frelses
forat hans æt ei sporløst skal dø og synke i glemsel,
Dardanos’ æt, hin drots, som var elsket av Zevs fremfor alle
herlige sønner som fødtes ham selv av jordiske kvinder.
Ja, ti forlængst er Priamos’ æt forhatt av Kronion.
Nu skal den vældige kjæmpe Aineias bli hersker blandt troer,
han og søn efter søn, saa mange som herefter fødes.»
Derefter svarte gudinden, den mørkøide, værdige Hera:
«Jordryster, overvei selv i dit sind, om du kraftig vil verge
drotten Aineias, den herlige helt, eller nu la ham segne
kuet og fældet av Pelevs’ søn, den raske Akillevs.
Ja, ti Pallas Atene og jeg har begge jo svoret
eder saa mange blandt alle de evige guder og lovet
aldrig at frelse det troiske folk fra ulykkens dage,
ikke engang naar Troja av ildens fortærende flammer
herjes til grunden, og branden er tændt av akaiernes sønner.»
Men da Poseidon, hin jordryster sterk, hadde hørt hendes tale,
gik han avsted over valen og frem gjennem myldret av lanser
hen til Aineias og Pelevs’ søn, den gjæve Akillevs,
og for Akillevs’ blik lot han straks den tætteste taake
sænke sig ned, mens han rykket den vældige asketræs lanse
ut av den kjække Aineias’ skjold og la den paa jorden
foran Peleiden Akillevs’ fot; men helten Aineias
grep han og løftet ham høit og slynget ham hen over valen.
Over mangfoldige rækker av mænd og mangfoldige hester
svævet Aineias fra havgudens haand saa let gjennem luften,
hvis ei Poseidon, den vældige jordryster, straks hadde set det.
Hist i de eviges kreds tok havguden hastig til orde:
«Sandelig, saart maa jeg ynke hin helt, den fagre Aineias.
Snart vil han, fældet av Pelevs’ søn, maatte vandre til Hades,
bare fordi han saa villig har fulgt fjernskytten Apollons
lokkende ord — som en daare; ti ei vil han fri ham fra døden.
Dog, hvi skulde vi taale, at helten uskyldig maa lide
kvaler for andres forblindede harm? Med de herligste ofre
glæder han altid os guder som bor over himmelen vide.
La det da nu være os som hjælpende frir ham fra døden,
saa ikke ogsaa Kronion skal gripes av harm, hvis Akillevs
fælder ham nu; ti skjæbnen har undt hin høvding at frelses
forat hans æt ei sporløst skal dø og synke i glemsel,
Dardanos’ æt, hin drots, som var elsket av Zevs fremfor alle
herlige sønner som fødtes ham selv av jordiske kvinder.
Ja, ti forlængst er Priamos’ æt forhatt av Kronion.
Nu skal den vældige kjæmpe Aineias bli hersker blandt troer,
han og søn efter søn, saa mange som herefter fødes.»
Derefter svarte gudinden, den mørkøide, værdige Hera:
«Jordryster, overvei selv i dit sind, om du kraftig vil verge
drotten Aineias, den herlige helt, eller nu la ham segne
kuet og fældet av Pelevs’ søn, den raske Akillevs.
Ja, ti Pallas Atene og jeg har begge jo svoret
eder saa mange blandt alle de evige guder og lovet
aldrig at frelse det troiske folk fra ulykkens dage,
ikke engang naar Troja av ildens fortærende flammer
herjes til grunden, og branden er tændt av akaiernes sønner.»
Men da Poseidon, hin jordryster sterk, hadde hørt hendes tale,
gik han avsted over valen og frem gjennem myldret av lanser
hen til Aineias og Pelevs’ søn, den gjæve Akillevs,
og for Akillevs’ blik lot han straks den tætteste taake
sænke sig ned, mens han rykket den vældige asketræs lanse
ut av den kjække Aineias’ skjold og la den paa jorden
foran Peleiden Akillevs’ fot; men helten Aineias
grep han og løftet ham høit og slynget ham hen over valen.
Over mangfoldige rækker av mænd og mangfoldige hester
svævet Aineias fra havgudens haand saa let gjennem luften,
