Denne siden er korrekturlest
utal av myldrende kryp, som nu da hans livslys er sluknet,
snart vil skjæmme hans lik, saa hans krop blir et raatnende aatsel.»
Straks fik han svar av gudinden, den sølverfotede Tetis:
«Elskede søn, la frygten for slikt ei trykke dit hjerte.
Selv skal jeg prøve at skjerme ham trygt og jage de frække
fluer som kaster sig grisk over mænd som er faldne paa valen.
Blir han end liggende her til det rullende aar er til ende,
skal dog hans hud være uskadt, ja skjønnere kanske at skue.
Stevn nu akaiernes helter til tings og meld at du agter
helt at opgi din vrede mot mændenes drot Agamemnon.
Rust dig saa straks til kamp med alt hvad du eier av styrke.»
Saa hun talte og gjød ham i barm den mandigste kjækhet.
Derefter dryppet hun ind i Patroklos’ næse den røde
nektar og himmelsk saft, saa hans hud kunde holde sig uskadt.
Henover strand, langs bølgende hav, gik helten Akillevs
fremad med rungende rop og egget akaiernes helter.
Ogsaa de mænd som tilforn hadde holdt sig ved skibenes række,
hver en styrmand som fandtes ombord og som ellers paa skibet
stod ved sit ror, og hver eneste kok som sørget for kosten,
dennegang gik ogsaa disse til tings; ti helten Akillevs
viste sig, han som de savnet forlængst i de grufulde kampe.
Hinkende langsomt avsted kom to av de tapreste helter,
Tydevs’ modige søn og den herlige kriger Odyssevs,
støttet til lansen som stav; ti saarene pinte dem endnu.
Da de kom frem, gik de hen og satte sig forrest paa tinget.
Sidst i rækken av alle kom mændenes drot Agamemnon,
sinket av saaret; ti Kóon en søn av den gjæve Antenor,
rammet ham nys i det vældige slag med den malmhvasse lanse.
Men da nu alle akaier tilsidst var samlet paa tinge,
reiste Akillevs, den fotrappe helt, sig blandt dem og mælte:
«Atrevs’ søn, det hadde forvisst været bedst for os begge,
baade for dig og for mig, om dette var hændt, da vi nylig
yppet i sjælesyk harm den usalige strid om en kvinde.
Hadde dog Artemis dræpt med sin pil hin mø ved min flaate,
dengang jeg herjet Lyrnessos og tok hende med mig som bytte,
da hadde ikke min vrede forvoldt at saa mange akaier
rammet av fienders kraftige arm, maatte bite i græsset,
Hektor og alle hans troer til held; men akaiernes sønner
snart vil skjæmme hans lik, saa hans krop blir et raatnende aatsel.»
Straks fik han svar av gudinden, den sølverfotede Tetis:
«Elskede søn, la frygten for slikt ei trykke dit hjerte.
Selv skal jeg prøve at skjerme ham trygt og jage de frække
fluer som kaster sig grisk over mænd som er faldne paa valen.
Blir han end liggende her til det rullende aar er til ende,
skal dog hans hud være uskadt, ja skjønnere kanske at skue.
Stevn nu akaiernes helter til tings og meld at du agter
helt at opgi din vrede mot mændenes drot Agamemnon.
Rust dig saa straks til kamp med alt hvad du eier av styrke.»
Saa hun talte og gjød ham i barm den mandigste kjækhet.
Derefter dryppet hun ind i Patroklos’ næse den røde
nektar og himmelsk saft, saa hans hud kunde holde sig uskadt.
Henover strand, langs bølgende hav, gik helten Akillevs
fremad med rungende rop og egget akaiernes helter.
Ogsaa de mænd som tilforn hadde holdt sig ved skibenes række,
hver en styrmand som fandtes ombord og som ellers paa skibet
stod ved sit ror, og hver eneste kok som sørget for kosten,
dennegang gik ogsaa disse til tings; ti helten Akillevs
viste sig, han som de savnet forlængst i de grufulde kampe.
Hinkende langsomt avsted kom to av de tapreste helter,
Tydevs’ modige søn og den herlige kriger Odyssevs,
støttet til lansen som stav; ti saarene pinte dem endnu.
Da de kom frem, gik de hen og satte sig forrest paa tinget.
Sidst i rækken av alle kom mændenes drot Agamemnon,
sinket av saaret; ti Kóon en søn av den gjæve Antenor,
rammet ham nys i det vældige slag med den malmhvasse lanse.
Men da nu alle akaier tilsidst var samlet paa tinge,
reiste Akillevs, den fotrappe helt, sig blandt dem og mælte:
«Atrevs’ søn, det hadde forvisst været bedst for os begge,
baade for dig og for mig, om dette var hændt, da vi nylig
yppet i sjælesyk harm den usalige strid om en kvinde.
Hadde dog Artemis dræpt med sin pil hin mø ved min flaate,
dengang jeg herjet Lyrnessos og tok hende med mig som bytte,
da hadde ikke min vrede forvoldt at saa mange akaier
rammet av fienders kraftige arm, maatte bite i græsset,
Hektor og alle hans troer til held; men akaiernes sønner
