Denne siden er korrekturlest
NITTENDE SANG.
AKILLEVS OPGIR SIN VREDE.
Eos steg op i safranfarvet slør fra Okéanos’ vande
bringende lys til menneskers slegt og til evige guder.
Da kom Tetis til skibenes rad med gaven fra guden.
Liggende utstrakt i hulkende graat over vennen Patroklos
fandt hun sin elskede søn, og trofaste venner i mængde
jamret omkring ham. Da traadte hun frem, den høie gudinde.
Trøstende grep hun og trykket hans haand, tok ordet og mælte:
«Elskede søn, saa saart som det er, faar vi nu la ham ligge,
denne din ven; ti han fandt jo sin død efter gudernes vilje.
Ta nu imot fra Hefaistos som skjænk en ypperlig rustning,
vaaben saa skjønne som end ingen mand har baaret om skuldre.»
Saaledes talte gudinden og la den herlige rustning
foran Akillevs; da klirret det høit i de pragtfulde vaaben.
Hver myrmidoner blev grepet av skræk. At se paa dem vaaget
end ikke én. Bort vek de i gru; men da helten Akillevs
selv fik se dem, vokste end mer hans harm, og hans øine
lyste saa vildt under rynkede bryn som flammende lynild.
Henrykt holdt han i haand de herlige gaver fra guden.
Men da hans hjerte var mæt av at se paa det straalende kunstverk,
rettet han straks til den elskede mor sin vingede tale:
«Mor, slik rustning som guden mig gav, maa visselig være
skapt av udødelig haand, ei virket av dødelig mester.
Nu vil jeg straks ta den paa. Dog frygter jeg saare at fluer,
mens jeg er borte, skal sætte sig ned paa den tapre Patroklos
svermende om i hans saar, som malmen har flænget, og avle
bringende lys til menneskers slegt og til evige guder.
Da kom Tetis til skibenes rad med gaven fra guden.
Liggende utstrakt i hulkende graat over vennen Patroklos
fandt hun sin elskede søn, og trofaste venner i mængde
jamret omkring ham. Da traadte hun frem, den høie gudinde.
Trøstende grep hun og trykket hans haand, tok ordet og mælte:
«Elskede søn, saa saart som det er, faar vi nu la ham ligge,
denne din ven; ti han fandt jo sin død efter gudernes vilje.
Ta nu imot fra Hefaistos som skjænk en ypperlig rustning,
vaaben saa skjønne som end ingen mand har baaret om skuldre.»
Saaledes talte gudinden og la den herlige rustning
foran Akillevs; da klirret det høit i de pragtfulde vaaben.
Hver myrmidoner blev grepet av skræk. At se paa dem vaaget
end ikke én. Bort vek de i gru; men da helten Akillevs
selv fik se dem, vokste end mer hans harm, og hans øine
lyste saa vildt under rynkede bryn som flammende lynild.
Henrykt holdt han i haand de herlige gaver fra guden.
Men da hans hjerte var mæt av at se paa det straalende kunstverk,
rettet han straks til den elskede mor sin vingede tale:
«Mor, slik rustning som guden mig gav, maa visselig være
skapt av udødelig haand, ei virket av dødelig mester.
Nu vil jeg straks ta den paa. Dog frygter jeg saare at fluer,
mens jeg er borte, skal sætte sig ned paa den tapre Patroklos
svermende om i hans saar, som malmen har flænget, og avle
