Denne siden er korrekturlest
Længer formaadde ei Aias at staa; ti han trængtes av spydkast.
Zevs, den almægtiges, vilje og troernes vældige lanser
kuet ham haardt, og truffet av spydene klirret den blanke
hjelm om hans tinding med vældige skrald; ti de blinkende skjermer
rammedes gang paa gang, og snart blev hans skulder til venstre
træt av at bære det skinnende skjold. Allikevel magtet
ingen at rokke det dækkende skjold med støt av sin lanse.
Tungt trak helten sit veir, og angstsveden haglet i strømme
ned fra hvert eneste lem, og pusterum undtes ham aldrig;
ti overalt hvor han vendte sig hen, var han kringsat av farer.
Tal og fortæl, I muser, som bor i olympiske haller,
hvordan der først kom ild i akaiernes stavnhøie snekker.
Hektor gik nær og rettet et hugg med sit mægtige slagsverd
tvers over Aias’ lanse av ask, og like bak spidsen
splintret han skaftet, og Telamons søn, den vældige Aias
svang i sin haand det unyttige skaft, mens spidsen av kobber
slyngedes langt avsted og klirrende hvirvlet til jorden.
Aias fôr sammen i gru; ti grant han forstod i sit hjerte
gudernes verk, at tordneren Zevs vilde gjøre til intet
alle hans kløktige raad og gi troerne seier i kampen.
Vek han da hastig for piler og spyd. Da kastet de brande
ind i hans skib, og det hylledes straks i flammende luer.
Saaledes raste om stavnen den luende ild; men Akillevs
slog sig paa laarene haardt og talte til vennen Patroklos:
«Op, Patroklos, du høibaarne helt, du kjæmpe paa stridsvogn!
Hist ved skibene ser jeg et skjær av knitrende flammer.
Bare de ikke faar snekkerne fat, saa vi ikke kan flygte!
Rust dig i flyvende hast, saa samler jeg selv vore stridsmænd.»
Saa han bød, og i luende malm Patroklos sig rustet.
Nede om læggene spændte han først de skjermende skinner,
skjønne med spænder av sølv som fæstet dem godt om hans ankler.
Derefter spændte han tæt om bryst det prægtige panser,
brynjen med stjerneklar glans, som han fik av Aiakos’ ætling.
Men over skuldrene hængte han først hans slagsverd av kobber
prydet med nagler av sølv, og derefter skjoldet det sterke.
Hodet, det kraftige, dækket han saa med den herlige malmhjelm,
smykket med hestehaars busk, som truende vaiet foroven.
Derefter tok han de vældige spyd, som passet i næven.
Zevs, den almægtiges, vilje og troernes vældige lanser
kuet ham haardt, og truffet av spydene klirret den blanke
hjelm om hans tinding med vældige skrald; ti de blinkende skjermer
rammedes gang paa gang, og snart blev hans skulder til venstre
træt av at bære det skinnende skjold. Allikevel magtet
ingen at rokke det dækkende skjold med støt av sin lanse.
Tungt trak helten sit veir, og angstsveden haglet i strømme
ned fra hvert eneste lem, og pusterum undtes ham aldrig;
ti overalt hvor han vendte sig hen, var han kringsat av farer.
Tal og fortæl, I muser, som bor i olympiske haller,
hvordan der først kom ild i akaiernes stavnhøie snekker.
Hektor gik nær og rettet et hugg med sit mægtige slagsverd
tvers over Aias’ lanse av ask, og like bak spidsen
splintret han skaftet, og Telamons søn, den vældige Aias
svang i sin haand det unyttige skaft, mens spidsen av kobber
slyngedes langt avsted og klirrende hvirvlet til jorden.
Aias fôr sammen i gru; ti grant han forstod i sit hjerte
gudernes verk, at tordneren Zevs vilde gjøre til intet
alle hans kløktige raad og gi troerne seier i kampen.
Vek han da hastig for piler og spyd. Da kastet de brande
ind i hans skib, og det hylledes straks i flammende luer.
Saaledes raste om stavnen den luende ild; men Akillevs
slog sig paa laarene haardt og talte til vennen Patroklos:
«Op, Patroklos, du høibaarne helt, du kjæmpe paa stridsvogn!
Hist ved skibene ser jeg et skjær av knitrende flammer.
Bare de ikke faar snekkerne fat, saa vi ikke kan flygte!
Rust dig i flyvende hast, saa samler jeg selv vore stridsmænd.»
Saa han bød, og i luende malm Patroklos sig rustet.
Nede om læggene spændte han først de skjermende skinner,
skjønne med spænder av sølv som fæstet dem godt om hans ankler.
Derefter spændte han tæt om bryst det prægtige panser,
brynjen med stjerneklar glans, som han fik av Aiakos’ ætling.
Men over skuldrene hængte han først hans slagsverd av kobber
prydet med nagler av sølv, og derefter skjoldet det sterke.
Hodet, det kraftige, dækket han saa med den herlige malmhjelm,
smykket med hestehaars busk, som truende vaiet foroven.
Derefter tok han de vældige spyd, som passet i næven.
