Denne siden er korrekturlest
Dersom du ikke vil lyde hans bud, men trodser hans vilje,
truet han med at ogsaa han selv skulde komme og kjæmpe
ansigt til ansigt. Han raader dig dog til at fly for hans næver.
Han er den ældste av aar og tror at han ogsaa i styrke
mestrer dig let; men du drister dig til i dit hjerte at tro dig
like i kræfter med ham, for hvem ogsaa andre maa ræddes.»
Da tok den herlige jordryster vred til orde og svarte:
«Sandelig, sterk som han er, tar han munden for fuld, hvis han agter,
skjønt vi er like i ret, med vold at tvinge min vilje.
Ti vi er trende i tal, vi sønner av Kronos og Reia,
Zevs og jeg selv og Hades som hersker blandt skygger i dypet.
Tredelt blev alt som er til, og hver fik sin værdighet tilmaalt.
Jeg fik det graalige hav til evindelig odel og eie,
da vi trak lod, men Hades blev drot i det taakede mørke.
Zevs fik himmelens hvælv blandt skyer som æterens hersker.
Hittil har jorden og høien Olymp været fælles for alle.
Derfor staar ikke min hu til at vike for Zevs. La ham rolig
bli paa den del som han fik, om han end er aldrig saa mægtig.
La ham ei skræmme med nævernes kraft, som var jeg en usling!
Snarere sømmet det sig om han skræmte med voldsomme trusler
alle de guder hvis ophav han er, sine døtre og sønner.
De maa jo lystre hans bud og hans vink; ti dem kan han tvinge.»
Straks tok Iris, den stormsnare mø, til orde og spurte:
«Hersker, som favner vor jord, du drot med de kulsorte lokker!
Skal jeg da melde til Zevs saa barsk og voldsom en tale,
eller vil svaret du ændre? De ædlestes sind kan jo ændres.
Husk at hevnens gudinder bestandig vil følge den ældste.»
Da tok den sterke Poseidon paany til orde og svarte:
«Iris, du raske gudinde! nu talte du meget forstandig.
Ja, det er godt, naar et sendebud vet at træffe det rette;
men i mit hjerte og sind blir jeg pint av nagende harme,
hvergang han følger sin lyst til at haane med truende tale
mig som av skjæbnen fik likelig lod og selvsamme vilkaar.
Dog, saa bittert det harmer min sjæl, vil jeg dennegang gi mig.
En ting vil jeg dog si, og nu vil jeg true for alvor:
Dersom han, uten at høre paa mig eller Pallas Atene,
eller paa Hera og Hermes og drotten Hefaistos, vil skaane
Ilions kneisende by og ikke vil lægge den øde
truet han med at ogsaa han selv skulde komme og kjæmpe
ansigt til ansigt. Han raader dig dog til at fly for hans næver.
Han er den ældste av aar og tror at han ogsaa i styrke
mestrer dig let; men du drister dig til i dit hjerte at tro dig
like i kræfter med ham, for hvem ogsaa andre maa ræddes.»
Da tok den herlige jordryster vred til orde og svarte:
«Sandelig, sterk som han er, tar han munden for fuld, hvis han agter,
skjønt vi er like i ret, med vold at tvinge min vilje.
Ti vi er trende i tal, vi sønner av Kronos og Reia,
Zevs og jeg selv og Hades som hersker blandt skygger i dypet.
Tredelt blev alt som er til, og hver fik sin værdighet tilmaalt.
Jeg fik det graalige hav til evindelig odel og eie,
da vi trak lod, men Hades blev drot i det taakede mørke.
Zevs fik himmelens hvælv blandt skyer som æterens hersker.
Hittil har jorden og høien Olymp været fælles for alle.
Derfor staar ikke min hu til at vike for Zevs. La ham rolig
bli paa den del som han fik, om han end er aldrig saa mægtig.
La ham ei skræmme med nævernes kraft, som var jeg en usling!
Snarere sømmet det sig om han skræmte med voldsomme trusler
alle de guder hvis ophav han er, sine døtre og sønner.
De maa jo lystre hans bud og hans vink; ti dem kan han tvinge.»
Straks tok Iris, den stormsnare mø, til orde og spurte:
«Hersker, som favner vor jord, du drot med de kulsorte lokker!
Skal jeg da melde til Zevs saa barsk og voldsom en tale,
eller vil svaret du ændre? De ædlestes sind kan jo ændres.
Husk at hevnens gudinder bestandig vil følge den ældste.»
Da tok den sterke Poseidon paany til orde og svarte:
«Iris, du raske gudinde! nu talte du meget forstandig.
Ja, det er godt, naar et sendebud vet at træffe det rette;
men i mit hjerte og sind blir jeg pint av nagende harme,
hvergang han følger sin lyst til at haane med truende tale
mig som av skjæbnen fik likelig lod og selvsamme vilkaar.
Dog, saa bittert det harmer min sjæl, vil jeg dennegang gi mig.
En ting vil jeg dog si, og nu vil jeg true for alvor:
Dersom han, uten at høre paa mig eller Pallas Atene,
eller paa Hera og Hermes og drotten Hefaistos, vil skaane
Ilions kneisende by og ikke vil lægge den øde
