Denne siden er korrekturlest
Ti ved det tidligste gry tok hun plads ved din side og favnet
slesk dine knær, og det aner mig nu at du lovet at hædre
sønnen Akillevs og fælde ved skibene mange akaier.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Anelser har du som oftest, min ven; du vogter mig stadig.
Dog, det nytter dig intet dit stræv; du fjerner dig bare
mere end før mit hjerte; og det skal du merke blir farlig.
Er det nu saa som du sier, saa er det vel saa jeg vil ha det.
Sæt dig nu stille og kny ikke mer; men lyd min befaling.
Ellers kan guderne ei, saa mange som bor paa Olympen,
hjælpe dig, dersom jeg kommer og slaar dig med farlige næver.»
Saa han talte. Da ræddedes svart den mørkøide Hera.
Taus gik hun atter til sæte og tvang sit harmfulde hjerte.
Guderne sat i hallen hos Zevs i trykkende taushet.
Derpaa tok først Hefaistos, den navngjetne kunstsmed, til orde,
blot for at trøste sin elskede mor, den armhvite Hera:
«Sandelig, dette blir slemt og rent umulig i længden
dersom I to for menneskers skyld skal trætte saa voldsomt.
Ufred blir her blandt guder. Skal denslags uvæsen raade,
faar vi jo ikke det ringeste godt av det herlige maaltid.
Mor, du er klok nok selv; men dog vil jeg raade dig sønlig:
Bøi dig for Zevs, vor elskede far, saa han ikke skal skjende
ogsaa idag og rent forspilde os maaltidets glæder.
Ja, ti han kan, hvis han vil, den olympiske lynsvinger, kaste
hver og en av os ned fra vor stol. Hans kraft er den største.
Tal nu til ham med venlige ord og si hvad han liker.
Da vil straks den olympiske drot vorde blid mot os alle.»
Derefter reiste han sig i hast, og det funklende bæger
rakte han frem til sin elskede mor og endte sin tale:
«Taal det, min elskede mor, og tving dig, saa tungt som det falder.
Forat jeg ei med mit øie skal se dig tugtes, du kjære.
Sletikke magtet jeg da, om aldrig saa harmfuld, at gi dig
hjælp i din nød. Den olympiske drot er farlig at trodse.
Sikkert jeg vet det; ti engang tilforn, da jeg fristet at hjælpe,
grep han min fot og slynget mig ut over himmelens terskel.
Hele den dag blev jeg hvirvlet avsted, og ved soleglads-tide
styrtet jeg ned paa Lemnos, og litet av liv var der i mig.
Sintiske mænd tok mig op og pleiet mig vel efter faldet.»
slesk dine knær, og det aner mig nu at du lovet at hædre
sønnen Akillevs og fælde ved skibene mange akaier.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Anelser har du som oftest, min ven; du vogter mig stadig.
Dog, det nytter dig intet dit stræv; du fjerner dig bare
mere end før mit hjerte; og det skal du merke blir farlig.
Er det nu saa som du sier, saa er det vel saa jeg vil ha det.
Sæt dig nu stille og kny ikke mer; men lyd min befaling.
Ellers kan guderne ei, saa mange som bor paa Olympen,
hjælpe dig, dersom jeg kommer og slaar dig med farlige næver.»
Saa han talte. Da ræddedes svart den mørkøide Hera.
Taus gik hun atter til sæte og tvang sit harmfulde hjerte.
Guderne sat i hallen hos Zevs i trykkende taushet.
Derpaa tok først Hefaistos, den navngjetne kunstsmed, til orde,
blot for at trøste sin elskede mor, den armhvite Hera:
«Sandelig, dette blir slemt og rent umulig i længden
dersom I to for menneskers skyld skal trætte saa voldsomt.
Ufred blir her blandt guder. Skal denslags uvæsen raade,
faar vi jo ikke det ringeste godt av det herlige maaltid.
Mor, du er klok nok selv; men dog vil jeg raade dig sønlig:
Bøi dig for Zevs, vor elskede far, saa han ikke skal skjende
ogsaa idag og rent forspilde os maaltidets glæder.
Ja, ti han kan, hvis han vil, den olympiske lynsvinger, kaste
hver og en av os ned fra vor stol. Hans kraft er den største.
Tal nu til ham med venlige ord og si hvad han liker.
Da vil straks den olympiske drot vorde blid mot os alle.»
Derefter reiste han sig i hast, og det funklende bæger
rakte han frem til sin elskede mor og endte sin tale:
«Taal det, min elskede mor, og tving dig, saa tungt som det falder.
Forat jeg ei med mit øie skal se dig tugtes, du kjære.
Sletikke magtet jeg da, om aldrig saa harmfuld, at gi dig
hjælp i din nød. Den olympiske drot er farlig at trodse.
Sikkert jeg vet det; ti engang tilforn, da jeg fristet at hjælpe,
grep han min fot og slynget mig ut over himmelens terskel.
Hele den dag blev jeg hvirvlet avsted, og ved soleglads-tide
styrtet jeg ned paa Lemnos, og litet av liv var der i mig.
Sintiske mænd tok mig op og pleiet mig vel efter faldet.»
