Denne siden er korrekturlest
Priamos’ søn, saa han vinder sig ry og tar vore snekker?
Ja, for han sier det selv og praler, saalænge Akillevs
sitter i ro ved skibenes stavn med vrede i hjertet.
Ham skal vi dog ikke savne saa saart, hvis alle vi andre
kraftig vil mande os op til at hjælpe hverandre i kampen.
Vel, jeg skal nævne mit raad, og la os saa følge det alle:
Alle de største og sterkeste skjold som findes i hæren,
dem skal vi ta. Med den funklende hjelm skal vi dække vort hode.
Naar vi saa alle har grepet i haand de vældigste lanser,
la os da gaa. Jeg selv skal gaa først, og jeg tror ikke Hektor,
Priamos’ søn, er han aldrig saa kjæk, skal trodse os længer.
Er her iblandt os en kamplysten helt, hvis skjold er for litet,
gir han det straks til en ringere mand og tar sig et større.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Kongerne fylket til strid sine mænd, skjønt selv de var saaret.
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon
ilte omkring overalt og delte ut vaaben til kampen.
Den som var sterk, fik sterke; de vekere gav han den veke.
Men da enhver hadde sluttet om bryst det blinkende kobber,
stevnet de frem, og foran dem gik den sterke Poseidon
løftende høit i den vældige haand det hvæssede slagsverd,
blankt som et lyn, hint sverd som ingen i dødssvangre kampe
vaager at møte; ti bævende gru holder stridsmænd tilbake.
Troernes mænd blev fylket til strid av den straalende Hektor.
Spændte da begge sin ytterste kraft i det blodige stevne,
baade Poseidon, hin gud med de kulsorte lokker, og Hektor,
hin til akaiernes hjælp og denne til troernes frelse.
Brændingen bruste mot strand ved akaiernes telter og snekker,
mens til det blodige møte de gik under rungende hærskrik.
Dog, det larmer ei saa, naar bølgerne brytes mot stranden,
jaget fra storhavets dyp av Boreas’ barskeste byger.
Aldrig knitrer saa vildt i fjeldenes dale og kløfter
luende flammer naar ilden er løs og skogene brænder.
Aldrig hyler en storm i ekenes mægtige kroner,
selv naar den larmer som værst og vindene raser i vrede,
likesaa vildt som de gjaldende rop fra akaier og troer,
nu da med truende skrik de møtte hverandre paa valen.
Først var det Hektor, den straalende helt, som sigtet og rammet
Ja, for han sier det selv og praler, saalænge Akillevs
sitter i ro ved skibenes stavn med vrede i hjertet.
Ham skal vi dog ikke savne saa saart, hvis alle vi andre
kraftig vil mande os op til at hjælpe hverandre i kampen.
Vel, jeg skal nævne mit raad, og la os saa følge det alle:
Alle de største og sterkeste skjold som findes i hæren,
dem skal vi ta. Med den funklende hjelm skal vi dække vort hode.
Naar vi saa alle har grepet i haand de vældigste lanser,
la os da gaa. Jeg selv skal gaa først, og jeg tror ikke Hektor,
Priamos’ søn, er han aldrig saa kjæk, skal trodse os længer.
Er her iblandt os en kamplysten helt, hvis skjold er for litet,
gir han det straks til en ringere mand og tar sig et større.»
Saa han talte. De lød hans raad og fulgte det villig.
Kongerne fylket til strid sine mænd, skjønt selv de var saaret.
Tydevs’ søn og Odyssevs og Atrevs’ søn Agamemnon
ilte omkring overalt og delte ut vaaben til kampen.
Den som var sterk, fik sterke; de vekere gav han den veke.
Men da enhver hadde sluttet om bryst det blinkende kobber,
stevnet de frem, og foran dem gik den sterke Poseidon
løftende høit i den vældige haand det hvæssede slagsverd,
blankt som et lyn, hint sverd som ingen i dødssvangre kampe
vaager at møte; ti bævende gru holder stridsmænd tilbake.
Troernes mænd blev fylket til strid av den straalende Hektor.
Spændte da begge sin ytterste kraft i det blodige stevne,
baade Poseidon, hin gud med de kulsorte lokker, og Hektor,
hin til akaiernes hjælp og denne til troernes frelse.
Brændingen bruste mot strand ved akaiernes telter og snekker,
mens til det blodige møte de gik under rungende hærskrik.
Dog, det larmer ei saa, naar bølgerne brytes mot stranden,
jaget fra storhavets dyp av Boreas’ barskeste byger.
Aldrig knitrer saa vildt i fjeldenes dale og kløfter
luende flammer naar ilden er løs og skogene brænder.
Aldrig hyler en storm i ekenes mægtige kroner,
selv naar den larmer som værst og vindene raser i vrede,
likesaa vildt som de gjaldende rop fra akaier og troer,
nu da med truende skrik de møtte hverandre paa valen.
Først var det Hektor, den straalende helt, som sigtet og rammet
