Denne siden er korrekturlest
skapt som hin skrikende høifjeldets fugl som guderne kalder
kobberfugl; natteravn heter den helst i menneskers tale.
Hera steg op med ilsomme fjed til Gárgarostinden,
Idas høitkneisende top, og Zevs fik se hende komme.
Elskovens brændende lyst omhyllet hans hjerte ved synet
likesaa het som dengang de fjernt fra de kjære forældre
først til brudeseng gik og hvilte i ømmeste elskov.
Straks gik han hen til sin hustru og talte saa venlig og spurte:
«Hera, hvi kommer du hit? Hvorhen vil du gaa fra Olympen?
Ei kan du stige tilvogns; ti du har hverken vogn eller forspand.»
Listelig svarte gudinden, den mørkøide, værdige Hera:
«Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se og Okéanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt.
Ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Hist ved den nederste fot av Ida, hvor bækkene risler,
venter mit spand, som skal føre mig raskt over lande og bølger.
Bare for din skyld kommer jeg hit fra det høie Olympen,
forat du senere ei skulde vredes, saafremt jeg i taushet
drog til den bundløse strøm og gjestet Okéanos’ bolig.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og mælte:
«Hera, nei dit hvor du agter dig nu, kan du senere drage.
Kom, min daarende viv! la os frydes i elskov paa leiet.
Aldrig tilforn har en dødelig mø eller fager gudinde
vakt i mit hjerte med kuende magt saa flammende elskov,
ikke engang da jeg tændtes i brand av Iksions hustru,
hun som Peiritoos fødte, en drot saa vis som en guddom;
ei da jeg Dánae elsket, Akrisios’ yndige datter,
hun som blev mor til den første blandt mænd, den vældige Persevs,
eller den deilige mø, den navngjetne Foiniks’ datter,
hun som fødte mig Minos og drotten saa gjæv Radamantys,
eller Semele, ei heller hin Tebens fyrstinde Alkmene,
hun som fødte min søn, den ubændige kjæmpe Herakles;
men til menneskers fryd blev Dionysos født av Seméle;
ei da Démeter daaret mit sind, den fagre gudinde,
kobberfugl; natteravn heter den helst i menneskers tale.
Hera steg op med ilsomme fjed til Gárgarostinden,
Idas høitkneisende top, og Zevs fik se hende komme.
Elskovens brændende lyst omhyllet hans hjerte ved synet
likesaa het som dengang de fjernt fra de kjære forældre
først til brudeseng gik og hvilte i ømmeste elskov.
Straks gik han hen til sin hustru og talte saa venlig og spurte:
«Hera, hvi kommer du hit? Hvorhen vil du gaa fra Olympen?
Ei kan du stige tilvogns; ti du har hverken vogn eller forspand.»
Listelig svarte gudinden, den mørkøide, værdige Hera:
«Vit at jeg agter at gaa til jorderigs ytterste grænser.
Tetys, vor mor, vil jeg se og Okéanos, gudernes ophav,
de som har fostret mig ømt i sin hal og pleiet mig kjærlig.
Dem vil jeg gjeste paany og løse en endeløs tvedragt.
Ti i langsommelig tid har de skydd hinanden og favnes
aldrig paa leiet i elskov, men huser kun hat i sit hjerte.
Hist ved den nederste fot av Ida, hvor bækkene risler,
venter mit spand, som skal føre mig raskt over lande og bølger.
Bare for din skyld kommer jeg hit fra det høie Olympen,
forat du senere ei skulde vredes, saafremt jeg i taushet
drog til den bundløse strøm og gjestet Okéanos’ bolig.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og mælte:
«Hera, nei dit hvor du agter dig nu, kan du senere drage.
Kom, min daarende viv! la os frydes i elskov paa leiet.
Aldrig tilforn har en dødelig mø eller fager gudinde
vakt i mit hjerte med kuende magt saa flammende elskov,
ikke engang da jeg tændtes i brand av Iksions hustru,
hun som Peiritoos fødte, en drot saa vis som en guddom;
ei da jeg Dánae elsket, Akrisios’ yndige datter,
hun som blev mor til den første blandt mænd, den vældige Persevs,
eller den deilige mø, den navngjetne Foiniks’ datter,
hun som fødte mig Minos og drotten saa gjæv Radamantys,
eller Semele, ei heller hin Tebens fyrstinde Alkmene,
hun som fødte min søn, den ubændige kjæmpe Herakles;
men til menneskers fryd blev Dionysos født av Seméle;
ei da Démeter daaret mit sind, den fagre gudinde,
