Denne siden er korrekturlest
flygtet til hver sin kant, da de saa at helten var falden,
stridsvognkjæmpernes fører, den tapreste høvding paa valen.
Videre styrtet jeg frem som en storm fra natsorte skyer.
Femti stridsvogner tok jeg som rov, og paa hver maatte tvende
krigere bite i græsset. De faldt for min vældige lanse.
Visselig hadde jeg fældet Moliones sønner med Aktor,
hvis ikke guttenes far, jordrysteren, guden Poseidon
frelst hadde ført dem fra val og hyllet dem ind i en taake.
Der gav Alfader Pylos' mænd den herligste seier;
ti ustanselig fulgte vi dem over vidtstrakte sletter.
Mændene hugget vi ned og sanket de prægtigste vaaben,
indtil vi naadde tilvogns Buprasions bølgende akre
nær det oleniske fjeld og Aleisions haug, som den kaldes.
Der lot Atene os stanse og vende tilbake med hæren.
Den som jeg dræpte tilsidst, blev liggende der; men til Pylos
kjørte vi nu fra Buprasion hjem med de fotrappe hester.
Alle lovpriste blandt guderne Zevs, blandt mændene Nestor.
Slik har jeg været. Ak ja, den tid er forbi; men Akillevs
nyter sin manddom helt for sig selv. Jeg tror han vil graate
bitterlig over sin færd, naar landsmænd er fældet for fote.
Husk dog, kjære, de raad som din far Menoitios gav dig,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til vor drot Agamemnon.
Helten Odyssevs og jeg var begge tilstede i hallen.
Vi to har hørt hvert eneste ord som blev lagt dig paa hjerte.
Ti paa vor færd var vi kommet til Pelevs' prægtige kongsgaard,
dengang vi samlet en hær i akaiernes frugtbare bygder.
Helten Menoitios traf vi i drottens palads og tillike
dig og Akillevs; men gubben, den graanede vognstyrer Pelevs,
ofret til lynguden Zevs i den lukkede borggaard de fete
laar av en okse. Han holdt i sin haand et guldstøp og heldte
fromt ved alteret funklende vin paa det brændende offer.
I var ifærd med offerets kjød. Da traadte vi begge
ind gjennem porten. Akillevs sprang op forundret og tok os
begge ved haanden og førte os ind og bød os at sitte,
dækket saa op med gjestebudskost som man byder en fremmed.
Men da vi saa hadde frydet vor sjæl med mat og med drikke,
nævnte jeg først vort erend og bad jer begge slaa følge.
Straks var I rede, og gavnlige raad fik I med av de gamle.
stridsvognkjæmpernes fører, den tapreste høvding paa valen.
Videre styrtet jeg frem som en storm fra natsorte skyer.
Femti stridsvogner tok jeg som rov, og paa hver maatte tvende
krigere bite i græsset. De faldt for min vældige lanse.
Visselig hadde jeg fældet Moliones sønner med Aktor,
hvis ikke guttenes far, jordrysteren, guden Poseidon
frelst hadde ført dem fra val og hyllet dem ind i en taake.
Der gav Alfader Pylos' mænd den herligste seier;
ti ustanselig fulgte vi dem over vidtstrakte sletter.
Mændene hugget vi ned og sanket de prægtigste vaaben,
indtil vi naadde tilvogns Buprasions bølgende akre
nær det oleniske fjeld og Aleisions haug, som den kaldes.
Der lot Atene os stanse og vende tilbake med hæren.
Den som jeg dræpte tilsidst, blev liggende der; men til Pylos
kjørte vi nu fra Buprasion hjem med de fotrappe hester.
Alle lovpriste blandt guderne Zevs, blandt mændene Nestor.
Slik har jeg været. Ak ja, den tid er forbi; men Akillevs
nyter sin manddom helt for sig selv. Jeg tror han vil graate
bitterlig over sin færd, naar landsmænd er fældet for fote.
Husk dog, kjære, de raad som din far Menoitios gav dig,
dengang fra Ftia han sendte dig hit til vor drot Agamemnon.
Helten Odyssevs og jeg var begge tilstede i hallen.
Vi to har hørt hvert eneste ord som blev lagt dig paa hjerte.
Ti paa vor færd var vi kommet til Pelevs' prægtige kongsgaard,
dengang vi samlet en hær i akaiernes frugtbare bygder.
Helten Menoitios traf vi i drottens palads og tillike
dig og Akillevs; men gubben, den graanede vognstyrer Pelevs,
ofret til lynguden Zevs i den lukkede borggaard de fete
laar av en okse. Han holdt i sin haand et guldstøp og heldte
fromt ved alteret funklende vin paa det brændende offer.
I var ifærd med offerets kjød. Da traadte vi begge
ind gjennem porten. Akillevs sprang op forundret og tok os
begge ved haanden og førte os ind og bød os at sitte,
dækket saa op med gjestebudskost som man byder en fremmed.
Men da vi saa hadde frydet vor sjæl med mat og med drikke,
nævnte jeg først vort erend og bad jer begge slaa følge.
Straks var I rede, og gavnlige raad fik I med av de gamle.
