Denne siden er korrekturlest
Motfalden lusker den nølende bort, saasnart som det dages —
saa vek Aias motfalden bort fra troernes skare,
saare uvillig i sind; ti han skalv for akaiernes skibe.
Som naar det stridige æsel, som gaar langs bølgende aker,
trodser i stædighet gutternes flok, skjønt talrike kjepper
knækkes mot ryggen — det trænger sig ind og æter av kornet.
Guttene slaar med kjeppene løs, men de magter for litet.
Knapt faar de drevet det ut, naar dyret er mættet med kornaks —
saaledes fulgte nu troer og langveis hentede stridsmænd
altid i hælene Telamons søn, den vældige Aias,
slyngende midt i hans mægtige skjold de blinkende lanser.
Stundom mindedes helten sit stormende kampmod og vendte
hastig sig om og jaget de hestetumlende troers
rækker tilbake med kraft, snart gav han sig atter paa flugten.
Dog, for enhver av dem sperret han vei til de stavnkrumme snekker.
Midt mellem troernes mænd og akaierne stod han og kjæmpet.
Rasende verget han sig, mens lanser fra modige hænder
trængte sig ind i hans vældige skjold, naar de fôr ham i møte.
Mangen en lanse blev fæstet i muld og stanset paa veien,
førend den naadde hans skinnende hud, som den grisk vilde smake.
Men da Evaimons mandhaftige søn Evrypylos saa ham
stedt i den ytterste nød i fiendens tætteste spydregn,
traadte han hen ved hans side og kastet sin blinkende lanse.
Ret under brystet i leveren traf han den mægtige høvding,
Favsios' søn Apisaon, og lammet de smidige lemmer.
Straks fôr Evrypylos frem og løste hans panser fra brystet.
Da Aleksandros, den straalende helt, saa skjøn som en guddom,
saa at Evrypylos røvet ham rustningen, spændte han buen,
sigtet i hast og traf med sin pil i laaret til høire.
Knækket blev pilen i skaftet, og tyngende hang den i laaret.
Bakover gik han mot vennernes flok og flygtet for døden.
Lydt han ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner! argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Stans dog og vend eder om for at verne mot dødstimens jammer
Aias som trænges av spyd; ti knapt kan jeg tro at han ellers
slipper fra kamptumlens grufulde larm. Saa stil jer da freidig
frem til vern for Telamons søn, den vældige Aias.»
Saaledes ropte den saarede helt, og vennerne traadte
saa vek Aias motfalden bort fra troernes skare,
saare uvillig i sind; ti han skalv for akaiernes skibe.
Som naar det stridige æsel, som gaar langs bølgende aker,
trodser i stædighet gutternes flok, skjønt talrike kjepper
knækkes mot ryggen — det trænger sig ind og æter av kornet.
Guttene slaar med kjeppene løs, men de magter for litet.
Knapt faar de drevet det ut, naar dyret er mættet med kornaks —
saaledes fulgte nu troer og langveis hentede stridsmænd
altid i hælene Telamons søn, den vældige Aias,
slyngende midt i hans mægtige skjold de blinkende lanser.
Stundom mindedes helten sit stormende kampmod og vendte
hastig sig om og jaget de hestetumlende troers
rækker tilbake med kraft, snart gav han sig atter paa flugten.
Dog, for enhver av dem sperret han vei til de stavnkrumme snekker.
Midt mellem troernes mænd og akaierne stod han og kjæmpet.
Rasende verget han sig, mens lanser fra modige hænder
trængte sig ind i hans vældige skjold, naar de fôr ham i møte.
Mangen en lanse blev fæstet i muld og stanset paa veien,
førend den naadde hans skinnende hud, som den grisk vilde smake.
Men da Evaimons mandhaftige søn Evrypylos saa ham
stedt i den ytterste nød i fiendens tætteste spydregn,
traadte han hen ved hans side og kastet sin blinkende lanse.
Ret under brystet i leveren traf han den mægtige høvding,
Favsios' søn Apisaon, og lammet de smidige lemmer.
Straks fôr Evrypylos frem og løste hans panser fra brystet.
Da Aleksandros, den straalende helt, saa skjøn som en guddom,
saa at Evrypylos røvet ham rustningen, spændte han buen,
sigtet i hast og traf med sin pil i laaret til høire.
Knækket blev pilen i skaftet, og tyngende hang den i laaret.
Bakover gik han mot vennernes flok og flygtet for døden.
Lydt han ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner! argeiernes fyrster i kamp og formænd i raadet!
Stans dog og vend eder om for at verne mot dødstimens jammer
Aias som trænges av spyd; ti knapt kan jeg tro at han ellers
slipper fra kamptumlens grufulde larm. Saa stil jer da freidig
frem til vern for Telamons søn, den vældige Aias.»
Saaledes ropte den saarede helt, og vennerne traadte
