Denne siden er korrekturlest
fulgte hans raad og hoppet tilvogns, og helten Makaon,
lægen, den bolde Asklepios' søn, steg op ved hans side.
Hestene gav han et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnkrumme snekker; ti derhen stod al deres higen.
Nu blev Kebríones, kusken som stod hos Hektor paa vognen,
var at troernes rækker blev sprængt, og han talte til helten:
«Hektor, paa ytterste fløi av den frygtelig larmende valplads
færdes vi to i danaernes flok, mens de øvrige troer
tumler forvildet omkring, de selv og de skrækslagne hester.
Aias forfærder dem, Telamons søn; paa skjoldet det brede
kjender jeg helten. Han bærer det slængt om de mægtige skuldre.
Kom, la os styre vor vogn og hestene dit hvor de kjække
stridsvognskjæmper og helter tilfots i den tætteste tummel
fælder hverandre i kamp med ustanselig gjaldende hærskrik.»
Saa han talte og snertet sit spand med de flagrende manker
raskt med den hvinende pisk. De hørte hans svepe og stormet
frem med den ilende vogn mellem troer og gjæve danaer
trampende skjolde og lik. Forneden blev stridsvognens aksel
vætet i blod, mens hjulenes ring og hestenes hover
slynget mot fatingens kant en regn av blodige draaper.
Hektor fôr ivrig avsted for at kaste sig ind i den tætte
vrimmel og bryte sig vei, og han vakte i fiendens skare
frygtelig gny; ti kort var den rast som han undte sin lanse.
Gjennem de øvrige rækker av mænd han stormet og fældte
helter for fote med lanse og sverd og vældige stener.
Dog han skydde et møte med Aias paa valen; ti stadig
harmedes Zevs, naar han vaaget en dyst mot en gjævere kjæmpe.
Men den almægtige Zevs slog Aias med lammende rædsel.
Haandfalden stanset han, slængte sit skjold paa ryggen og flygtet
Angstfuldt flakket hans blik som et rovdyrs ut over vrimlen.
Idelig vendte han sig, og nølende flyttet han foten.
Likesom ofte naar hunder og kraftige svende fra bygden
jager paa flugt fra oksernes kve den brandgule løve —
natten igjennem de passer sin vakt, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig, grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
lægen, den bolde Asklepios' søn, steg op ved hans side.
Hestene gav han et rap, og villige fløi de som vinden
hen til de stavnkrumme snekker; ti derhen stod al deres higen.
Nu blev Kebríones, kusken som stod hos Hektor paa vognen,
var at troernes rækker blev sprængt, og han talte til helten:
«Hektor, paa ytterste fløi av den frygtelig larmende valplads
færdes vi to i danaernes flok, mens de øvrige troer
tumler forvildet omkring, de selv og de skrækslagne hester.
Aias forfærder dem, Telamons søn; paa skjoldet det brede
kjender jeg helten. Han bærer det slængt om de mægtige skuldre.
Kom, la os styre vor vogn og hestene dit hvor de kjække
stridsvognskjæmper og helter tilfots i den tætteste tummel
fælder hverandre i kamp med ustanselig gjaldende hærskrik.»
Saa han talte og snertet sit spand med de flagrende manker
raskt med den hvinende pisk. De hørte hans svepe og stormet
frem med den ilende vogn mellem troer og gjæve danaer
trampende skjolde og lik. Forneden blev stridsvognens aksel
vætet i blod, mens hjulenes ring og hestenes hover
slynget mot fatingens kant en regn av blodige draaper.
Hektor fôr ivrig avsted for at kaste sig ind i den tætte
vrimmel og bryte sig vei, og han vakte i fiendens skare
frygtelig gny; ti kort var den rast som han undte sin lanse.
Gjennem de øvrige rækker av mænd han stormet og fældte
helter for fote med lanse og sverd og vældige stener.
Dog han skydde et møte med Aias paa valen; ti stadig
harmedes Zevs, naar han vaaget en dyst mot en gjævere kjæmpe.
Men den almægtige Zevs slog Aias med lammende rædsel.
Haandfalden stanset han, slængte sit skjold paa ryggen og flygtet
Angstfuldt flakket hans blik som et rovdyrs ut over vrimlen.
Idelig vendte han sig, og nølende flyttet han foten.
Likesom ofte naar hunder og kraftige svende fra bygden
jager paa flugt fra oksernes kve den brandgule løve —
natten igjennem de passer sin vakt, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig, grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
