Denne siden er korrekturlest
borte ved teltet, og ei blev Akillevs glad, da han saa dem.
Skjælvende stanset de begge i sky for den herlige konge.
Ikke et eneste ord fik de sagt eller vaaget et spørsmaal.
Dog, han gjettet med raadsnar kløkt deres ærend og mælte:
«Hil jer, I menneskers bud og Alfaders gjæve herolder.
Kom kun! Ikke har I nogen skyld. Agamemnon har skylden,
han som sendte jer hit for at hente den skjønne Briseïs.
Vel da, ædle Patroklos, før jomfruen ut ifra teltet.
La dem faa ta hende med; men saa skal de selv være vidner,
vidner for mænd av dødelig æt og for evige guder
og for den stenhaarde konge, saafremt man i kommende dage
trænger mig haardt til at verne vort folk mod døden den grumme.
Rent som en rasende ter han sig jo i fordærvelig avsind.
Ikke en plan kan han lægge med fremsyn eller med omsigt,
saa at akaierne trygt kan kjæmpe ved skibenes leie.»
Saaledes talte han. Lydig mot vennens, den elskedes paabud
førte Patroklos ved haand den skjønne Briseïs fra teltet,
gav hende saa til de tvende, og mændene vandret tilbake
langsmed skibenes rad; men jomfruen fulgte uvillig.
Graatende satte Akillevs sig ned paa den graalige havstrand
fjernt fra sit folk, og han skuet saa mørk over storhavets vidder.
Brændende bad han en bøn til sin mor med oprakte hænder:
«Mor, naar du fødte din søn til et liv som snarlig skal svinde,
aa, saa burde dog Zevs, den olympiske tordengud, gi mig
ære og ry; men han hædret mig ei, nei, ikke det mindste.
Vit, nu har Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
haanet mig frækt. Min løn har han røvet mig. Selv har han tat den.»
Hulkende talte han saa, og hans mor, den høie gudinde,
hørte ham der hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Ilsomt dukket hun op av det disige hav som en taake,
svævet saa hen til sin graatende søn og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig med haand og spørgende tok hun til orde:
«Barn, hvi graater du? Tal, hvilken sorg har knuget dit hjerte?
Si det og hold ei din kval for dig selv; la os vite den begge.»
Sukkende tungt tok sønnen, den raske Akillevs, til orde:
«Aa, du vet det jo selv. Hvi si dig det alt, naar du vet det!
Herjende drog vi til Tebe, Eetions hellige kongsstad.
Byen blev styrtet i grus, og hærfanget førte vi med os.
Skjælvende stanset de begge i sky for den herlige konge.
Ikke et eneste ord fik de sagt eller vaaget et spørsmaal.
Dog, han gjettet med raadsnar kløkt deres ærend og mælte:
«Hil jer, I menneskers bud og Alfaders gjæve herolder.
Kom kun! Ikke har I nogen skyld. Agamemnon har skylden,
han som sendte jer hit for at hente den skjønne Briseïs.
Vel da, ædle Patroklos, før jomfruen ut ifra teltet.
La dem faa ta hende med; men saa skal de selv være vidner,
vidner for mænd av dødelig æt og for evige guder
og for den stenhaarde konge, saafremt man i kommende dage
trænger mig haardt til at verne vort folk mod døden den grumme.
Rent som en rasende ter han sig jo i fordærvelig avsind.
Ikke en plan kan han lægge med fremsyn eller med omsigt,
saa at akaierne trygt kan kjæmpe ved skibenes leie.»
Saaledes talte han. Lydig mot vennens, den elskedes paabud
førte Patroklos ved haand den skjønne Briseïs fra teltet,
gav hende saa til de tvende, og mændene vandret tilbake
langsmed skibenes rad; men jomfruen fulgte uvillig.
Graatende satte Akillevs sig ned paa den graalige havstrand
fjernt fra sit folk, og han skuet saa mørk over storhavets vidder.
Brændende bad han en bøn til sin mor med oprakte hænder:
«Mor, naar du fødte din søn til et liv som snarlig skal svinde,
aa, saa burde dog Zevs, den olympiske tordengud, gi mig
ære og ry; men han hædret mig ei, nei, ikke det mindste.
Vit, nu har Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
haanet mig frækt. Min løn har han røvet mig. Selv har han tat den.»
Hulkende talte han saa, og hans mor, den høie gudinde,
hørte ham der hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Ilsomt dukket hun op av det disige hav som en taake,
svævet saa hen til sin graatende søn og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig med haand og spørgende tok hun til orde:
«Barn, hvi graater du? Tal, hvilken sorg har knuget dit hjerte?
Si det og hold ei din kval for dig selv; la os vite den begge.»
Sukkende tungt tok sønnen, den raske Akillevs, til orde:
«Aa, du vet det jo selv. Hvi si dig det alt, naar du vet det!
Herjende drog vi til Tebe, Eetions hellige kongsstad.
Byen blev styrtet i grus, og hærfanget førte vi med os.
