Denne siden er korrekturlest
han som paa troernes tingplads tilforn har sagt at den bolde
drot Menelaos som kom som bud med den gjæve Odyssevs,
straks skulde dræpes og ei gaa uskadt hjem til Akaia,
da skal I begge faa bøte forvisst for hans skjendige anslag.»
Saa han talte og slynget sit spyd og rammet Peisandros
like i brystet saa høvdingen faldt fra sin stridsvogn paa ryggen.
Helten Hippólokos slog han til jord, da han hoppet av vognen.
Hode og armene hugget han av med sverdet og sparket
kroppen avsted saa den trillet i tumlen omkring som en morter.
Dem lot han ligge; men der hvor rækkerne flokket sig tættest,
derhen for han i hast, og akaierne fulgte sin fører.
Kjæmper tilfots jog kjæmper tilfots og vog dem paa flugten.
Kjæmper tilvogns vog kjæmper tilvogns, og støvskyer hvirvlet
op under hestenes drønende hov, mens mændene raste
vildt med den hvæssede malm. Utrættelig fôr Agamemnon
efter med dræpende hugg og egget de andre argeier.
Som naar en herjende brand bryter løs blandt urskogens kjæmper,
jaget av hvirvlende storm, og trærnes mægtige stammer
segner for flammernes vældige magt og knækkes ved roten, —
saaledes sank de ypperste mænd blandt troernes kjæmper
nu for Atrevs' søn, og talrike kraftige tvespand
stormet med stridsvognen tom i raslende løp over valen.
Kraftige styrere savnet de saart; nu laa deres herrer
strakte til jorden, et kjærere syn for grib end for hustru.
Nu blev Hektor av Zevs ført bort fra støv og fra spydregn,
bort fra manddrap og strømmende blod og larmende kampgny.
Atrevs' søn sprang efter og egget danaernes sønner.
Troerne styrtet forbi baade haugen hvor Dardanos' ætling
Ilos var jordet tilforn, og fikenen. Rædde de flygtet
hen over sletten mot byen; men altid fôr kong Agamemnon
efter med gjaldende rop og blod paa de vældige næver.
Men da de kom til den skaiiske port og naadde til eken,
stanset de endelig op og ventet saa der paa de andre.
Endnu flygtet dog mange i rædsel og gru over sletten.
Likesom kjør, naar i mørkeste nat en glubende løve
jager dem alle paa flugt, men dræper en enkelt i flokken
— udyret knækker først halsen med vældige kjæver og slubrer
derefter blodet og sluker tilsidst den dampende indvold —
drot Menelaos som kom som bud med den gjæve Odyssevs,
straks skulde dræpes og ei gaa uskadt hjem til Akaia,
da skal I begge faa bøte forvisst for hans skjendige anslag.»
Saa han talte og slynget sit spyd og rammet Peisandros
like i brystet saa høvdingen faldt fra sin stridsvogn paa ryggen.
Helten Hippólokos slog han til jord, da han hoppet av vognen.
Hode og armene hugget han av med sverdet og sparket
kroppen avsted saa den trillet i tumlen omkring som en morter.
Dem lot han ligge; men der hvor rækkerne flokket sig tættest,
derhen for han i hast, og akaierne fulgte sin fører.
Kjæmper tilfots jog kjæmper tilfots og vog dem paa flugten.
Kjæmper tilvogns vog kjæmper tilvogns, og støvskyer hvirvlet
op under hestenes drønende hov, mens mændene raste
vildt med den hvæssede malm. Utrættelig fôr Agamemnon
efter med dræpende hugg og egget de andre argeier.
Som naar en herjende brand bryter løs blandt urskogens kjæmper,
jaget av hvirvlende storm, og trærnes mægtige stammer
segner for flammernes vældige magt og knækkes ved roten, —
saaledes sank de ypperste mænd blandt troernes kjæmper
nu for Atrevs' søn, og talrike kraftige tvespand
stormet med stridsvognen tom i raslende løp over valen.
Kraftige styrere savnet de saart; nu laa deres herrer
strakte til jorden, et kjærere syn for grib end for hustru.
Nu blev Hektor av Zevs ført bort fra støv og fra spydregn,
bort fra manddrap og strømmende blod og larmende kampgny.
Atrevs' søn sprang efter og egget danaernes sønner.
Troerne styrtet forbi baade haugen hvor Dardanos' ætling
Ilos var jordet tilforn, og fikenen. Rædde de flygtet
hen over sletten mot byen; men altid fôr kong Agamemnon
efter med gjaldende rop og blod paa de vældige næver.
Men da de kom til den skaiiske port og naadde til eken,
stanset de endelig op og ventet saa der paa de andre.
Endnu flygtet dog mange i rædsel og gru over sletten.
Likesom kjør, naar i mørkeste nat en glubende løve
jager dem alle paa flugt, men dræper en enkelt i flokken
— udyret knækker først halsen med vældige kjæver og slubrer
derefter blodet og sluker tilsidst den dampende indvold —
