Denne siden er korrekturlest
Derefter stormet han frem for at fælde kong Priamos' sønner,
Antifos, egte av byrd, og Isos, hans søn med en frille,
begge paa selvsamme vogn som Isos i kamptumlen kjørte.
Antifos kjæmpet fra karm. Da de vogtet sit smaafæ paa Ida,
fanget Akillevs dem fordum og bandt dem med smidige vidjer
begge paa haand og paa fot, men slap dem mot rikelig løsning.
Atrevs' mandige søn, den mægtige drot Agamemnon,
rammet den ene med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten.
Antifos styrtet han ned fra hans vogn med et sverdhugg ved øret,
og da han røvet som seierens pris hans herlige rustning,
kjendte han begge; han saa dem jo hist ved de hurtige snekker,
dengang den raske Akillevs kom dit med dem begge fra Ida.
Likesom løven med tændernes kraft saa lettelig knaser
kraftløse unger av letfotet hind, naar til dyrenes leie
frem den styrter paa fangst og glubende røver dem livet —
— selv om hinden er aldrig saa nær, den magter dog ikke
frelsende hjælp at bringe de smaa; ti skjælvende rædsel
griper den selv, og den iler i hast gjennem tætteste skogsnar,
skumvaat av sved paa hvileløs flugt for det vældige rovdyr -
likesaa litt var troerne nu istand til at verge
begge mot døden. De flygtet jo selv for de grumme argeier.
Helten Hippólokos møtte han næst og den gjæve Peisandros,
sønner av drotten Antimakos, han som, lokket av Paris,
mottok hans gaver av kostelig guld og ivrigst av alle
negtet at gi Menelaos hans deilige hustru tilbake.
Mændenes drot Agamemnon for frem mot hans sønner paa valen,
begge paa selvsamme vogn med vælige hester for karmen.
Tøilerne glap dem av hænde, og hestene steilet og tumlet
vildsomt avsted, mens Atrevs' søn som en glubende løve
styrtet imot dem til kamp. Da bad de ham bønlig fra vognen:
«Spar os, Atrevs' søn, og ta vore skatte til løsning!
Meget og kostelig gods har Antimakos hjemme i hallen,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænker vor far dig herlige gaver til gjengjæld,
om han faar spurt at du sparte vort liv ved akaiernes snekker.»
Graatende talte de saa for at mildne med angstfulde bønner
Argos' drot; men ubøielig haardt var svaret de hørte:
«Er I saasandt den stridslystne helt Antimakos' sønner,
Antifos, egte av byrd, og Isos, hans søn med en frille,
begge paa selvsamme vogn som Isos i kamptumlen kjørte.
Antifos kjæmpet fra karm. Da de vogtet sit smaafæ paa Ida,
fanget Akillevs dem fordum og bandt dem med smidige vidjer
begge paa haand og paa fot, men slap dem mot rikelig løsning.
Atrevs' mandige søn, den mægtige drot Agamemnon,
rammet den ene med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten.
Antifos styrtet han ned fra hans vogn med et sverdhugg ved øret,
og da han røvet som seierens pris hans herlige rustning,
kjendte han begge; han saa dem jo hist ved de hurtige snekker,
dengang den raske Akillevs kom dit med dem begge fra Ida.
Likesom løven med tændernes kraft saa lettelig knaser
kraftløse unger av letfotet hind, naar til dyrenes leie
frem den styrter paa fangst og glubende røver dem livet —
— selv om hinden er aldrig saa nær, den magter dog ikke
frelsende hjælp at bringe de smaa; ti skjælvende rædsel
griper den selv, og den iler i hast gjennem tætteste skogsnar,
skumvaat av sved paa hvileløs flugt for det vældige rovdyr -
likesaa litt var troerne nu istand til at verge
begge mot døden. De flygtet jo selv for de grumme argeier.
Helten Hippólokos møtte han næst og den gjæve Peisandros,
sønner av drotten Antimakos, han som, lokket av Paris,
mottok hans gaver av kostelig guld og ivrigst av alle
negtet at gi Menelaos hans deilige hustru tilbake.
Mændenes drot Agamemnon for frem mot hans sønner paa valen,
begge paa selvsamme vogn med vælige hester for karmen.
Tøilerne glap dem av hænde, og hestene steilet og tumlet
vildsomt avsted, mens Atrevs' søn som en glubende løve
styrtet imot dem til kamp. Da bad de ham bønlig fra vognen:
«Spar os, Atrevs' søn, og ta vore skatte til løsning!
Meget og kostelig gods har Antimakos hjemme i hallen,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænker vor far dig herlige gaver til gjengjæld,
om han faar spurt at du sparte vort liv ved akaiernes snekker.»
Graatende talte de saa for at mildne med angstfulde bønner
Argos' drot; men ubøielig haardt var svaret de hørte:
«Er I saasandt den stridslystne helt Antimakos' sønner,