Denne siden er korrekturlest
Vis nu din vældige kraft! ti haandfalden bør du dog ikke
staa der med vaaben i haand. Saa løs da hans hester fra vognen
eller slaa løs paa hans mænd, saa sørger jeg selv for hans hester.»
Saa han talte, og kræfter og mod gav Pallas sin yndling.
Fiender vog han til høire og venstre. De døendes rallen
lød hvor hans slagsverd faldt, og rød blev marken av blodet.
Som naar en løve har fundet en flok av vergeløst smaafæ,
faar eller gjeter, og grisk styrter frem og fælder for fote,
saaledes fôr Diomedes omkring blandt troernes kjæmper,
indtil han tolv hadde dræpt, og saasnart Diomedes' slagsverd
rammet med dræpende hug, saa grep den kloke Odyssevs
straks den faldne ved foten og slæpte ham bort; ti i tanken
drøftet han slu hvordan hestenes spand med de flagrende manker
let kunde føres igjennem og ikke bli sky, naar de maatte
gaa over blodige lik; til slikt var de endnu for uvant.
Men da saa Tydevs' søn hadde naadd den sovende konge,
hugg han for trettende gang og røvet ham livet det søte,
just som han stønnet; ti Oinevsætlingen stod ved Atenes
mægtige bud som en skræmmende drøm ved hans hode i mørket.
Helten Odyssevs løste imens de stampende hester,
koblet dem sammen med remmer og drev dem saa ut gjennem skaren
og av hans buesnor fik de et rap; ti den skinnende svepe
sanset han ikke at gripe med haand fra den straalende vognkarm.
Plystrende gav han et tegn til sin ven Diomedes; ti denne
nølte i tvil om det vaagsomste verk, om han først skulde røve
vognen hvor rustningen laa og trække den bort efter stangen
eller faa løftet den op og baaret den bort gjennem skaren,
eller kanhænde faa røvet end fler av troerne livet.
Mens han i tankerne tumlet med slikt, kom Pallas Atene
nær ham og rettet et ord til den herlige helt Diomedes:
«Tænk nu paa hjemfærd i tide, du søn av den modige Tydevs;
ellers du kunde saa let komme hjem til flaaten som flygtning,
dersom kanhænde en gud skulde vække de sovende troer.»
Saaledes lød hendes ord. Han hørte gudinden og lystret,
Ilsomt steg han til hest. Da snertet Odyssevs med buen
gangernes ryg, og de fløi som en vind til akaiernes snekker.
Ei stod Apollon med buen av sølv paa vakt som den blinde,
da han fik se Diomedes i følge med Pallas Atene.
staa der med vaaben i haand. Saa løs da hans hester fra vognen
eller slaa løs paa hans mænd, saa sørger jeg selv for hans hester.»
Saa han talte, og kræfter og mod gav Pallas sin yndling.
Fiender vog han til høire og venstre. De døendes rallen
lød hvor hans slagsverd faldt, og rød blev marken av blodet.
Som naar en løve har fundet en flok av vergeløst smaafæ,
faar eller gjeter, og grisk styrter frem og fælder for fote,
saaledes fôr Diomedes omkring blandt troernes kjæmper,
indtil han tolv hadde dræpt, og saasnart Diomedes' slagsverd
rammet med dræpende hug, saa grep den kloke Odyssevs
straks den faldne ved foten og slæpte ham bort; ti i tanken
drøftet han slu hvordan hestenes spand med de flagrende manker
let kunde føres igjennem og ikke bli sky, naar de maatte
gaa over blodige lik; til slikt var de endnu for uvant.
Men da saa Tydevs' søn hadde naadd den sovende konge,
hugg han for trettende gang og røvet ham livet det søte,
just som han stønnet; ti Oinevsætlingen stod ved Atenes
mægtige bud som en skræmmende drøm ved hans hode i mørket.
Helten Odyssevs løste imens de stampende hester,
koblet dem sammen med remmer og drev dem saa ut gjennem skaren
og av hans buesnor fik de et rap; ti den skinnende svepe
sanset han ikke at gripe med haand fra den straalende vognkarm.
Plystrende gav han et tegn til sin ven Diomedes; ti denne
nølte i tvil om det vaagsomste verk, om han først skulde røve
vognen hvor rustningen laa og trække den bort efter stangen
eller faa løftet den op og baaret den bort gjennem skaren,
eller kanhænde faa røvet end fler av troerne livet.
Mens han i tankerne tumlet med slikt, kom Pallas Atene
nær ham og rettet et ord til den herlige helt Diomedes:
«Tænk nu paa hjemfærd i tide, du søn av den modige Tydevs;
ellers du kunde saa let komme hjem til flaaten som flygtning,
dersom kanhænde en gud skulde vække de sovende troer.»
Saaledes lød hendes ord. Han hørte gudinden og lystret,
Ilsomt steg han til hest. Da snertet Odyssevs med buen
gangernes ryg, og de fløi som en vind til akaiernes snekker.
Ei stod Apollon med buen av sølv paa vakt som den blinde,
da han fik se Diomedes i følge med Pallas Atene.
