Denne siden er korrekturlest
Si mig igjen, og la hvert et ord være sandt som du sier:
Hvor forlot du hin folkenes drot, den straalende Hektor?
Hvor er hans krigerske vaaben, og hvor er hans fotrappe hester?
Passer de øvrige troer sin vakt, eller gik de til hvile?
Si, hvad de drøfter i mændenes raad, om de agter at vente
her ved skibene fjernt ifra Ilios, eller vil drage
hjemad i ro til sin by, da akaiernes fylking er slagen.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal svare paa alt og ikke fordølge det mindste.
Hektor og samtlige høibaarne mænd som har sæte i raadet,
holder nu møte og raadslaar hist ved Ilos' gravhaug,
fjernt ifra larmen; men spør du om vakterne, helt, skal du vite:
Slet ingen poster er stillet paa vakt og verner om leiren.
Hist hvor baalene blusser, er troerne vaakne; ti faren
tvinger dem til det, og mændene ber hverandre at vaake.
Men de stridsmænd som kaldtes til hjælp fra fremmede byer,
hviler i søvn; for vakthold inat lar de troerne sørge.
Hustruer har de jo ei eller barn som her er til huse.»
Derefter talte den raadsnare helt Odyssevs og spurte:
«Sover da hjælperne nu blandt de hestetumlende troer,
eller i leir for sig selv? Giv grei besked, saa jeg vet det.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Grei og sandfærdig besked skal jeg gi dig ogsaa om dette.
Hist ved havet er leiret paioner med krummede buer,
karer, leleger, kavkoner og tapre pelasgiske stridsmænd,
hestetumlende fryger og gjæve maioniske kjæmper.
Fjernt ved Tymbra fik lykier plads og de navngjetne myser.
Dog, hvad tjener det til at spørre saa nøie om dette?
ti hvis I agter at vaage jer ind i troernes skarer,
kom jo trakerne nys og leiret sig ytterst av alle.
Resos er trakernes drot, Eionevs' herlige ætling.
Ei har jeg set slike hester som hans, saa store og skjønne.
Hvitere er de end sne og rappe som susende stormvind.
Kostelig prydet med guld og med sølv er høvdingens stridsvogn.
Klædt i en kjæmpestor rustning av guld et under at skue,
kom han til troernes leir. Saa pragtfulde vaaben bør ingen
dødelig mand kunne bære, men ikkun de salige guder.
Aa, men ta mig og før mig nu bort til de hurtige snekker,
Hvor forlot du hin folkenes drot, den straalende Hektor?
Hvor er hans krigerske vaaben, og hvor er hans fotrappe hester?
Passer de øvrige troer sin vakt, eller gik de til hvile?
Si, hvad de drøfter i mændenes raad, om de agter at vente
her ved skibene fjernt ifra Ilios, eller vil drage
hjemad i ro til sin by, da akaiernes fylking er slagen.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Ja, jeg skal svare paa alt og ikke fordølge det mindste.
Hektor og samtlige høibaarne mænd som har sæte i raadet,
holder nu møte og raadslaar hist ved Ilos' gravhaug,
fjernt ifra larmen; men spør du om vakterne, helt, skal du vite:
Slet ingen poster er stillet paa vakt og verner om leiren.
Hist hvor baalene blusser, er troerne vaakne; ti faren
tvinger dem til det, og mændene ber hverandre at vaake.
Men de stridsmænd som kaldtes til hjælp fra fremmede byer,
hviler i søvn; for vakthold inat lar de troerne sørge.
Hustruer har de jo ei eller barn som her er til huse.»
Derefter talte den raadsnare helt Odyssevs og spurte:
«Sover da hjælperne nu blandt de hestetumlende troer,
eller i leir for sig selv? Giv grei besked, saa jeg vet det.»
Atter tok Dolon, Evmédes' søn, til orde og svarte:
«Grei og sandfærdig besked skal jeg gi dig ogsaa om dette.
Hist ved havet er leiret paioner med krummede buer,
karer, leleger, kavkoner og tapre pelasgiske stridsmænd,
hestetumlende fryger og gjæve maioniske kjæmper.
Fjernt ved Tymbra fik lykier plads og de navngjetne myser.
Dog, hvad tjener det til at spørre saa nøie om dette?
ti hvis I agter at vaage jer ind i troernes skarer,
kom jo trakerne nys og leiret sig ytterst av alle.
Resos er trakernes drot, Eionevs' herlige ætling.
Ei har jeg set slike hester som hans, saa store og skjønne.
Hvitere er de end sne og rappe som susende stormvind.
Kostelig prydet med guld og med sølv er høvdingens stridsvogn.
Klædt i en kjæmpestor rustning av guld et under at skue,
kom han til troernes leir. Saa pragtfulde vaaben bør ingen
dødelig mand kunne bære, men ikkun de salige guder.
Aa, men ta mig og før mig nu bort til de hurtige snekker,
