Denne siden er korrekturlest
«Høie gudinde, et paabud av jer bør jeg visselig lyde,
fylder end bitreste harme min sjæl, ti det er det bedste.
Den som vil adlyde gudernes bud, ham hører de gjerne.»
Grep han da fast om hjaltet av sølv med sin vældige næve,
støtte det mægtige sverd tilbage i skeden og fulgte
lydig Atenes formaning; men selv drog hun hjem til Olympen
op til aigissvingerens borg hvor guderne møtes.
Nu tok Akillevs til orde paany og tirret med haansord
Atrevs' søn, og endnu forvandt han ikke sin vrede.
«Vin-tunge usling med mod som en hjort og et blik som en kjøter!
Ei har du endnu hat mod til hærklædt at stevne til kampen
med dine folk, eller sammen med os, de bedste akaier,
gaa til et bakhold; slikt mener du vist er det samme som døden.
Nei, langt bedre at bli i akaiernes leir og at røve
gaver fra den som vaager at kny og trodse din vilje.
Magtstjaalet har du dit folk; over uslinger hersker du, konge!
Ellers, Atreide, blev denne din haan vel ogsaa den sidste.
Men jeg skal si dig en ting, og den dyreste ed vil jeg sverge.
Hør nu: Ved denne min stav som aldrig i fremtid vil skyte
kvister og blad eller smykkes paany med prangende blomster,
siden den skiltes fra stubben paa fjeld; ti kobberet skrællet
barken og bladene av. Nu bærer akaiernes sønner
staven i haand, naar de sitter til doms paa tinge og verner
Alfaders bud, og vit at min ed skal koste dig meget:
Visselig kommer den stund, da alle akaiernes sønner
savner Akillevs; men da vil du ei, naar du knuges av sorger,
magte at bringe dem hjælp, naar mangfoldige segner i døden,
dræpt av den mordlystne Hektor. Med flængende anger i hjertet
mindes du da at du krænket akaiernes tapreste fyrste.»
Saaledes talte Peleiden og kastet i harme til jorden
staven med nagler av guld, og selv tok han sæte i kredsen.
Likesaa harmfuld var Atrevs' søn. Da reiste sig Nestor,
Pylos' drot med den sølvklare røst og den lokkende tale.
Søtere strømmet de liflige ord fra hans læber end honning.
Døde forlængst var to av de mælende menneskers slegtled,
mænd som var født og fostret med ham i fremfarne dage
hist i det sandige Pylos. Nu hersket han over det tredje.
Venlig tilsinds mot dem begge tok gubben til orde iblandt dem:
fylder end bitreste harme min sjæl, ti det er det bedste.
Den som vil adlyde gudernes bud, ham hører de gjerne.»
Grep han da fast om hjaltet av sølv med sin vældige næve,
støtte det mægtige sverd tilbage i skeden og fulgte
lydig Atenes formaning; men selv drog hun hjem til Olympen
op til aigissvingerens borg hvor guderne møtes.
Nu tok Akillevs til orde paany og tirret med haansord
Atrevs' søn, og endnu forvandt han ikke sin vrede.
«Vin-tunge usling med mod som en hjort og et blik som en kjøter!
Ei har du endnu hat mod til hærklædt at stevne til kampen
med dine folk, eller sammen med os, de bedste akaier,
gaa til et bakhold; slikt mener du vist er det samme som døden.
Nei, langt bedre at bli i akaiernes leir og at røve
gaver fra den som vaager at kny og trodse din vilje.
Magtstjaalet har du dit folk; over uslinger hersker du, konge!
Ellers, Atreide, blev denne din haan vel ogsaa den sidste.
Men jeg skal si dig en ting, og den dyreste ed vil jeg sverge.
Hør nu: Ved denne min stav som aldrig i fremtid vil skyte
kvister og blad eller smykkes paany med prangende blomster,
siden den skiltes fra stubben paa fjeld; ti kobberet skrællet
barken og bladene av. Nu bærer akaiernes sønner
staven i haand, naar de sitter til doms paa tinge og verner
Alfaders bud, og vit at min ed skal koste dig meget:
Visselig kommer den stund, da alle akaiernes sønner
savner Akillevs; men da vil du ei, naar du knuges av sorger,
magte at bringe dem hjælp, naar mangfoldige segner i døden,
dræpt av den mordlystne Hektor. Med flængende anger i hjertet
mindes du da at du krænket akaiernes tapreste fyrste.»
Saaledes talte Peleiden og kastet i harme til jorden
staven med nagler av guld, og selv tok han sæte i kredsen.
Likesaa harmfuld var Atrevs' søn. Da reiste sig Nestor,
Pylos' drot med den sølvklare røst og den lokkende tale.
Søtere strømmet de liflige ord fra hans læber end honning.
Døde forlængst var to av de mælende menneskers slegtled,
mænd som var født og fostret med ham i fremfarne dage
hist i det sandige Pylos. Nu hersket han over det tredje.
Venlig tilsinds mot dem begge tok gubben til orde iblandt dem:
