Denne siden er korrekturlest
Vel har du vældige kræfter; men husk, det er guddommens gave.
Drag du kun hjem med de skibe du har og med dine svende;
hersk saa over dit folk, myrmidonerne. Ikke det mindste
ænser jeg dig og din vrede. Men nu skal du høre min trusel :
Eftersom Foibos Apollon vil røve Kryseïs, min kampløn,
godt, saa skal hun bli sendt med mit tjærede skib og mit mandskap.
Efterpaa kommer jeg selv og henter den skjønne Briseïs
hjem fra dit telt, din hædrende løn, saa selv du kan skjønne
at jeg i magt staar høit over dig og at ingen bør vaage
frækt at trodse mit ord og te sig som var han min like.»
Saa han talte; men vred blev Pelevs' søn, og hans hjerte
hamret i tvil i hans haarede bryst, om han straks skulde rive
hastig fra lænden det skarpslepne sverd og jage de andre
høvdinger bort ifra tinget og ta Agamemnon av dage,
eller betvinge sit harmfulde sind og styre sin vrede.
Da, mens tankerne tumlet sig vildt i hans sind og han raadvild
holdt paa at trække av skeden sit slagsverd, svævet Atene
ned fra det høie. Som bud blev hun sendt av den armhvite Hera;
ti hun var glad i dem begge og elsket dem høit i sit hjerte.
Stilt hun stanset bak Pelevs' søn og rørte hans blonde
lokkede haar, kun synlig for ham, men ei for de andre.
Studsende vendte Akillevs sig om og kjendte forfærdet
Pallas Atene; ti øinenes glans var sælsom at skue.
Undrende lød hans vingede ord, da han talte og spurte:
«Datter av aigissvingeren Zevs, hvi kom du saa hastig?
Mon for at selv du kan se Agamemnons hovmodige voldsfærd?
Dog, jeg vil si dig et ord, og visst skal det ogsaa bli sandet:
Kanske hans krænkende overmod snart skal koste ham livet.»
Tok da til orde den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Vit at jeg svævet fra himlen herned for at dæmpe din vrede,
om du gir efter. Mig sendte som bud den armhvite Hera;
ti hun er glad i jer begge og elsker jer høit i sit hjerte.
Stans nu striden og lyd hendes bud og drag ikke sverdet!
Haan ham bare med tirrende ord saa meget du lyster.
Ett tør jeg love forvisst, og mit løfte skal ogsaa bli fuldbragt.
Engang faar du til gjengjæld for al den uret du lider,
trefold saa herlige gaver. Saa tving dig og gjør som vi ber dig.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
Drag du kun hjem med de skibe du har og med dine svende;
hersk saa over dit folk, myrmidonerne. Ikke det mindste
ænser jeg dig og din vrede. Men nu skal du høre min trusel :
Eftersom Foibos Apollon vil røve Kryseïs, min kampløn,
godt, saa skal hun bli sendt med mit tjærede skib og mit mandskap.
Efterpaa kommer jeg selv og henter den skjønne Briseïs
hjem fra dit telt, din hædrende løn, saa selv du kan skjønne
at jeg i magt staar høit over dig og at ingen bør vaage
frækt at trodse mit ord og te sig som var han min like.»
Saa han talte; men vred blev Pelevs' søn, og hans hjerte
hamret i tvil i hans haarede bryst, om han straks skulde rive
hastig fra lænden det skarpslepne sverd og jage de andre
høvdinger bort ifra tinget og ta Agamemnon av dage,
eller betvinge sit harmfulde sind og styre sin vrede.
Da, mens tankerne tumlet sig vildt i hans sind og han raadvild
holdt paa at trække av skeden sit slagsverd, svævet Atene
ned fra det høie. Som bud blev hun sendt av den armhvite Hera;
ti hun var glad i dem begge og elsket dem høit i sit hjerte.
Stilt hun stanset bak Pelevs' søn og rørte hans blonde
lokkede haar, kun synlig for ham, men ei for de andre.
Studsende vendte Akillevs sig om og kjendte forfærdet
Pallas Atene; ti øinenes glans var sælsom at skue.
Undrende lød hans vingede ord, da han talte og spurte:
«Datter av aigissvingeren Zevs, hvi kom du saa hastig?
Mon for at selv du kan se Agamemnons hovmodige voldsfærd?
Dog, jeg vil si dig et ord, og visst skal det ogsaa bli sandet:
Kanske hans krænkende overmod snart skal koste ham livet.»
Tok da til orde den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Vit at jeg svævet fra himlen herned for at dæmpe din vrede,
om du gir efter. Mig sendte som bud den armhvite Hera;
ti hun er glad i jer begge og elsker jer høit i sit hjerte.
Stans nu striden og lyd hendes bud og drag ikke sverdet!
Haan ham bare med tirrende ord saa meget du lyster.
Ett tør jeg love forvisst, og mit løfte skal ogsaa bli fuldbragt.
Engang faar du til gjengjæld for al den uret du lider,
trefold saa herlige gaver. Saa tving dig og gjør som vi ber dig.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte: