Denne siden er korrekturlest
mægtige baal, og omhyggelig vakt maa der holdes, saa ikke
bakhold skal snike sig ind i vor by, mens hæren er borte.
La det da ske, som jeg nu har forkyndt jer, mandige troer!
Nok har jeg sagt jer om alt, som baader os nu; men imorgen
har jeg vel atter et ord til de hestetumlende troer.
Brændende ber jeg til Zevs og de øvrige guder og haaber
trygt deres hjælp til at jage paa flugt de glubende hunder,
disse som dødens gudinder har sendt paa de tjærede skibe.
La os inat være stadig paa post og holde os vaakne;
men naar det lysner av dag, skal vi aksle vor rustning og atter
vække den hidsige Ares til kamp ved de hurtige snekker.
Da faar jeg vite om Tydevs' søn, hin helt Diomedes,
driver mig bort fra skibe til mur, eller jeg med det skarpe
kobber kan ta ham av dage og vinde hans blodige rustning.
Selv kan han rigtig faa vise sit mod, saasandt han imorgen
staar for mit spyd. Dog tror jeg han snart som en av de første
segner naar solen staar op, og talrike svende omkring ham,
rammet tildøde av spyd. Aa maatte jeg likesaa sikkert
spares til dagenes ende for død og for alderens plager,
hædret saa høit som Apollon og Pallas Atene blir æret,
som det er sikkert at dagen skal bringe akaierne vanheld.»
Saaledes talte den straalende helt, og troerne jublet.
Derefter spændte de raskt sine svedende hester fra aaket,
bandt dem saa fast, enhver til sin vogn, med smidige remmer.
Hjemad til Ilios skyndte de sig og førte til leiren
okser og velnæret smaafæ og hentet fra bur og fra kjelder
kvægende vin og brød og sanket sig tørved i mængde.
Derefter ofret de lytefri dyr til de evige guder.
Vindene hvirvlet den duftende damp fra sletten til himlen.
Guderne tok ikke mot den. De evige vilde ei nyte
offerets deilige duft, ti de hatet det hellige Troja,
lansesvingeren Priamos selv og alle hans stridsmænd.
Stolte og fulde av haab sat troerne natten igjennem
rundt paa den vidtstrakte val og brændte mangfoldige vaktbaal.
Likesom stjerner som blinker saa klart om den lysende maane
høit paa himmelens hvælv, naar luften er blikkende stille —
— samtlige varder og skar og fjeldenes høieste tinder
tegner sig klart imot himmelens blaa i den svimlende æter;
bakhold skal snike sig ind i vor by, mens hæren er borte.
La det da ske, som jeg nu har forkyndt jer, mandige troer!
Nok har jeg sagt jer om alt, som baader os nu; men imorgen
har jeg vel atter et ord til de hestetumlende troer.
Brændende ber jeg til Zevs og de øvrige guder og haaber
trygt deres hjælp til at jage paa flugt de glubende hunder,
disse som dødens gudinder har sendt paa de tjærede skibe.
La os inat være stadig paa post og holde os vaakne;
men naar det lysner av dag, skal vi aksle vor rustning og atter
vække den hidsige Ares til kamp ved de hurtige snekker.
Da faar jeg vite om Tydevs' søn, hin helt Diomedes,
driver mig bort fra skibe til mur, eller jeg med det skarpe
kobber kan ta ham av dage og vinde hans blodige rustning.
Selv kan han rigtig faa vise sit mod, saasandt han imorgen
staar for mit spyd. Dog tror jeg han snart som en av de første
segner naar solen staar op, og talrike svende omkring ham,
rammet tildøde av spyd. Aa maatte jeg likesaa sikkert
spares til dagenes ende for død og for alderens plager,
hædret saa høit som Apollon og Pallas Atene blir æret,
som det er sikkert at dagen skal bringe akaierne vanheld.»
Saaledes talte den straalende helt, og troerne jublet.
Derefter spændte de raskt sine svedende hester fra aaket,
bandt dem saa fast, enhver til sin vogn, med smidige remmer.
Hjemad til Ilios skyndte de sig og førte til leiren
okser og velnæret smaafæ og hentet fra bur og fra kjelder
kvægende vin og brød og sanket sig tørved i mængde.
Derefter ofret de lytefri dyr til de evige guder.
Vindene hvirvlet den duftende damp fra sletten til himlen.
Guderne tok ikke mot den. De evige vilde ei nyte
offerets deilige duft, ti de hatet det hellige Troja,
lansesvingeren Priamos selv og alle hans stridsmænd.
Stolte og fulde av haab sat troerne natten igjennem
rundt paa den vidtstrakte val og brændte mangfoldige vaktbaal.
Likesom stjerner som blinker saa klart om den lysende maane
høit paa himmelens hvælv, naar luften er blikkende stille —
— samtlige varder og skar og fjeldenes høieste tinder
tegner sig klart imot himmelens blaa i den svimlende æter;
