Denne siden er korrekturlest
hvis ikke Hera i hast hadde lagt Agamemnon paa sinde
selv at ile til kamp og hidse akaiernes stridsmænd.
Raskt han ilte avsted til akaiernes telter og snekker.
Kappen av straalende purpur bar helten i haand, og han stanset
tæt ved Odyssevs' telt, ved hans mægtige tjærede langskib.
Midterst i rækken det laa, saa ordene let kunde høres
baade hvor Aias, Telamons søn, hadde reist sine telter,
og ved Akillevs' leir; paa hver sin fløi hadde disse
trukket paa land sine snekker i lit til sin manddom og styrke.
Rungende lød hans røst, da han ropte til alle danaer:
«Aa for en skam, argeier, I krystere, kjække at se til.
Hvor er nu vore brautende ord om at vi var de bedste,
dengang vi sat paa Lemnos og skrøt i tommeste selvros?
Da, mens ved bordet vi fraadset i kjøt av hornede okser,
drak vor vin og fyldte av bredfulde boller vort bæger,
da skulde hver av os møte i kamp sine hundrede troer,
kanske to hundred. Og nu? — En eneste er os for meget,
Hektor, som snart med flammende ild vil herje vor flaate.
Findes der, Alfader Zevs, blandt konger vel én som du rakte
ulykkens bæger saa fuldt og røvet saa grusomt hans hæder?
Trygt tør jeg si at jeg aldrig paa veltoftet snekke har seilet
tomhændt paa langfærden hit forbi dine herlige altre.
Oksernes fett og lækreste kjøt har jeg brændt paa dem alle,
higende efter din hjælp til at herje det murkranste Troja.
Aa, saa hør da, mægtige Zevs, idag mine bønner:
Und os dog selv at fly til vort hjem og slippe det værste!
La ei akaierne kues saa svart av troernes kjæmper.»
Saa han talte. Da ynkedes Zevs over høvdingens taarer.
Naadig han lovet med nik at frelse hans stridsmænd fra døden.
Straks han sendte en ørn, blandt fugler det sikreste varsel.
Klemt i kløerne holdt den et kid som hinden den rappe
nys hadde født, og slap det ved Alfaders herlige alter,
der hvor akaierne bragte den varslende Zevs sine ofre.
Og da de skjønte at ørnen var sendt fra Zevs i det høie,
gik de mot troerne djervere frem og tænkte paa kampen.
Der kunde ikke en mand blandt alle de mange danaer
rose sig av at han styrte sit spand av fotrappe hester
frem over graven til kamp før Tydevs' søn Diomedes;
selv at ile til kamp og hidse akaiernes stridsmænd.
Raskt han ilte avsted til akaiernes telter og snekker.
Kappen av straalende purpur bar helten i haand, og han stanset
tæt ved Odyssevs' telt, ved hans mægtige tjærede langskib.
Midterst i rækken det laa, saa ordene let kunde høres
baade hvor Aias, Telamons søn, hadde reist sine telter,
og ved Akillevs' leir; paa hver sin fløi hadde disse
trukket paa land sine snekker i lit til sin manddom og styrke.
Rungende lød hans røst, da han ropte til alle danaer:
«Aa for en skam, argeier, I krystere, kjække at se til.
Hvor er nu vore brautende ord om at vi var de bedste,
dengang vi sat paa Lemnos og skrøt i tommeste selvros?
Da, mens ved bordet vi fraadset i kjøt av hornede okser,
drak vor vin og fyldte av bredfulde boller vort bæger,
da skulde hver av os møte i kamp sine hundrede troer,
kanske to hundred. Og nu? — En eneste er os for meget,
Hektor, som snart med flammende ild vil herje vor flaate.
Findes der, Alfader Zevs, blandt konger vel én som du rakte
ulykkens bæger saa fuldt og røvet saa grusomt hans hæder?
Trygt tør jeg si at jeg aldrig paa veltoftet snekke har seilet
tomhændt paa langfærden hit forbi dine herlige altre.
Oksernes fett og lækreste kjøt har jeg brændt paa dem alle,
higende efter din hjælp til at herje det murkranste Troja.
Aa, saa hør da, mægtige Zevs, idag mine bønner:
Und os dog selv at fly til vort hjem og slippe det værste!
La ei akaierne kues saa svart av troernes kjæmper.»
Saa han talte. Da ynkedes Zevs over høvdingens taarer.
Naadig han lovet med nik at frelse hans stridsmænd fra døden.
Straks han sendte en ørn, blandt fugler det sikreste varsel.
Klemt i kløerne holdt den et kid som hinden den rappe
nys hadde født, og slap det ved Alfaders herlige alter,
der hvor akaierne bragte den varslende Zevs sine ofre.
Og da de skjønte at ørnen var sendt fra Zevs i det høie,
gik de mot troerne djervere frem og tænkte paa kampen.
Der kunde ikke en mand blandt alle de mange danaer
rose sig av at han styrte sit spand av fotrappe hester
frem over graven til kamp før Tydevs' søn Diomedes;
