Denne siden er korrekturlest
saare for troernes mænd og for troernes langslørte kvinder,
dersom jeg nu skulde flygte fra kamp som en skjælvende usling.
Nei, til slikt staar ikke min hu; ti jeg lærte at kjæmpe
altid som tapreste helt i troernes forreste rækker,
vernende stedse vort glimrende ry, min fars og mit eget.
Dog, jeg føler og vet det saa vel i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag, da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv og Priamos' stridsmænd.
Dog, jeg gruer ei saa for troernes kommende jammer
eller for Hékabe selv og for Priamos, drotten i Troja
eller for alle de mange og herlige brødre som alle
engang skal segne i støvet for grusomme fienders vaaben,
som jeg maa ængstes for dig, naar omsider en malmklædt danaer
fører dig graatende bort og røver dig frihetens dage.
Da maa du staa ved din væv for en kvinde i Argos og bære
vand fra Messeïs' rislende bæk eller fra Hypereia,
meget imot din lyst, men tvunget av nøden den haarde.
Mange vil visselig si, naar de ser at du svømmer i taarer:
«Denne var Hektors viv. Blandt troiske kjæmper paa stridsvogn
var han den tapreste helt da de kjæmpet om Ilions mure.»
Saa vil de man gengang si, og din kummer blir ny, naar du længter
efter saa tapper en mand til at fri dig fra trældommens dage.
Maatte jeg da være død og gjemmes forlængst under mulde
førend jeg ser at de slæper dig bort, og hører dit angstrop.»
Saa hadde Hektor talt, og han rakte sig frem efter sønnen.
Skrikende klynget den lille sig ind til sin amme og gjemte
ansigtet ved hendes barm, av gru for sin far; ti han frygtet
kobberets blændende glans og den vaiende hestehaars hjelmbusk
nu da han saa den nikke saa barskt der oppe fra hjelmen.
Baade den kjærlige far og den værdige mor maatte smile.
Straks tok Hektor, den straalende helt, fra sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og la den ned paa den nærende jordbund.
Derefter kysset han sønnen og vugget ham paa sine arme,
bad saa en bøn til Zevs og alle de evige guder:
«Zevs, og alle I guder! aa und mig at denne min lille
elskede søn maatte bli som jeg selv, den første blandt troer,
likesaa kraftig og sterk og herske med vælde i Troja,
Maatte det engang bli sagt: «Ja sandelig! denne er større
dersom jeg nu skulde flygte fra kamp som en skjælvende usling.
Nei, til slikt staar ikke min hu; ti jeg lærte at kjæmpe
altid som tapreste helt i troernes forreste rækker,
vernende stedse vort glimrende ry, min fars og mit eget.
Dog, jeg føler og vet det saa vel i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag, da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv og Priamos' stridsmænd.
Dog, jeg gruer ei saa for troernes kommende jammer
eller for Hékabe selv og for Priamos, drotten i Troja
eller for alle de mange og herlige brødre som alle
engang skal segne i støvet for grusomme fienders vaaben,
som jeg maa ængstes for dig, naar omsider en malmklædt danaer
fører dig graatende bort og røver dig frihetens dage.
Da maa du staa ved din væv for en kvinde i Argos og bære
vand fra Messeïs' rislende bæk eller fra Hypereia,
meget imot din lyst, men tvunget av nøden den haarde.
Mange vil visselig si, naar de ser at du svømmer i taarer:
«Denne var Hektors viv. Blandt troiske kjæmper paa stridsvogn
var han den tapreste helt da de kjæmpet om Ilions mure.»
Saa vil de man gengang si, og din kummer blir ny, naar du længter
efter saa tapper en mand til at fri dig fra trældommens dage.
Maatte jeg da være død og gjemmes forlængst under mulde
førend jeg ser at de slæper dig bort, og hører dit angstrop.»
Saa hadde Hektor talt, og han rakte sig frem efter sønnen.
Skrikende klynget den lille sig ind til sin amme og gjemte
ansigtet ved hendes barm, av gru for sin far; ti han frygtet
kobberets blændende glans og den vaiende hestehaars hjelmbusk
nu da han saa den nikke saa barskt der oppe fra hjelmen.
Baade den kjærlige far og den værdige mor maatte smile.
Straks tok Hektor, den straalende helt, fra sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og la den ned paa den nærende jordbund.
Derefter kysset han sønnen og vugget ham paa sine arme,
bad saa en bøn til Zevs og alle de evige guder:
«Zevs, og alle I guder! aa und mig at denne min lille
elskede søn maatte bli som jeg selv, den første blandt troer,
likesaa kraftig og sterk og herske med vælde i Troja,
Maatte det engang bli sagt: «Ja sandelig! denne er større
