Denne siden er korrekturlest
Dog han var siden forhatt av de sorgløst levende guder.
Kronos' søn slog kjæmpen med blindhet. Ikke blev livet
længe ham undt, da han egget til hat de evige guder.
Nei, jeg fordrister mig ei til en kamp mot de salige guder.
Men er du dødelig mand og næres av markernes grøde,
kom mig da nær! des før skal du møte din skjæbne og falde.»
Da tok Hippolokos' straalende søn til orde og svarte:
«Tydevs' modige søn, hvi spør du mig om mine frænder?
Likesom trærnes vekslende løv er menneskers slegter.
Vindene hvirvler til jord de visnede blade; men skogen
klær sig i løv og blomster paany, naar det stunder mot vaaren.
Saaledes spirer en slegt av mænd, mens en anden maa visne.
Dog, hvis du ønsker besked, skal du faa den, saa du kan vite
alt om min slegt, og mange er de som kjender den nøie.
Inderst i Argos, det hestrike land, er byen Efyra.
Der var Sisyfos konge, den klokeste hersker som levde,
Sisyfos, Aiolos' søn, og han avlet en søn som het Glavkos.
Glavkos avlet en søn, den herlige Bellerofontes.
Ham gav guderne skjønhet og skjænket ham elskelig manddom.
Dog, kong Proitos la lumskelig raad mot helten og drev ham
bort fra hans land og hans folk; ti den mægtigste var han av alle
Argos' mænd, da Zevs hadde bøiet dem under hans scepter.
Proitos' viv, den skjønne Anteia, brændte av længsel
efter at vinde hans elskov i løn; men hun fik ikke daaret
helten saa ædel av sind, den krigerske Bellerofontes.
Derefter løi hun for kongen, sin mand, og talte til Proitos:
«Proitos, dø eller dræp den skamløse Bellerofontes,
han som med vold vilde ta mig i favn, da jeg verget min ære.»
Saa hun talte, og kongen blev vred over det som han hørte.
Dog, han vilde ei dræpe ham selv; ti han gruet for blodskyld.
Fjernt til Lykien sendte han ham med grufulde runer.
Ridsende mangt et dødssvangert tegn paa sammenlagt tavle
bød han ham vise dem frem til hans maag, saa han selv kunde dræpes.
Hen til Lykien drog han, og vernende guder gik med ham.
Men da han kom til Lykiens land og den strømmende Ksantos,
hædret det vidtstrakte Lykiens drot ham venlig og feiret
gjesten ni samfulde dage i træk. Ni okser han slagtet.
Men da for tiende gang den rosenfingrede Eos
Kronos' søn slog kjæmpen med blindhet. Ikke blev livet
længe ham undt, da han egget til hat de evige guder.
Nei, jeg fordrister mig ei til en kamp mot de salige guder.
Men er du dødelig mand og næres av markernes grøde,
kom mig da nær! des før skal du møte din skjæbne og falde.»
Da tok Hippolokos' straalende søn til orde og svarte:
«Tydevs' modige søn, hvi spør du mig om mine frænder?
Likesom trærnes vekslende løv er menneskers slegter.
Vindene hvirvler til jord de visnede blade; men skogen
klær sig i løv og blomster paany, naar det stunder mot vaaren.
Saaledes spirer en slegt av mænd, mens en anden maa visne.
Dog, hvis du ønsker besked, skal du faa den, saa du kan vite
alt om min slegt, og mange er de som kjender den nøie.
Inderst i Argos, det hestrike land, er byen Efyra.
Der var Sisyfos konge, den klokeste hersker som levde,
Sisyfos, Aiolos' søn, og han avlet en søn som het Glavkos.
Glavkos avlet en søn, den herlige Bellerofontes.
Ham gav guderne skjønhet og skjænket ham elskelig manddom.
Dog, kong Proitos la lumskelig raad mot helten og drev ham
bort fra hans land og hans folk; ti den mægtigste var han av alle
Argos' mænd, da Zevs hadde bøiet dem under hans scepter.
Proitos' viv, den skjønne Anteia, brændte av længsel
efter at vinde hans elskov i løn; men hun fik ikke daaret
helten saa ædel av sind, den krigerske Bellerofontes.
Derefter løi hun for kongen, sin mand, og talte til Proitos:
«Proitos, dø eller dræp den skamløse Bellerofontes,
han som med vold vilde ta mig i favn, da jeg verget min ære.»
Saa hun talte, og kongen blev vred over det som han hørte.
Dog, han vilde ei dræpe ham selv; ti han gruet for blodskyld.
Fjernt til Lykien sendte han ham med grufulde runer.
Ridsende mangt et dødssvangert tegn paa sammenlagt tavle
bød han ham vise dem frem til hans maag, saa han selv kunde dræpes.
Hen til Lykien drog han, og vernende guder gik med ham.
Men da han kom til Lykiens land og den strømmende Ksantos,
hædret det vidtstrakte Lykiens drot ham venlig og feiret
gjesten ni samfulde dage i træk. Ni okser han slagtet.
Men da for tiende gang den rosenfingrede Eos
