Denne siden er korrekturlest
samlet i tætteste flok som glubende, blodgriske løver
eller lik skummende vildsvin som eier ubændige kræfter,
stanset den armhvite Hera sin gang og skrek, saa det runget,
skuffende lik den modige Stentor, helten hvis malmrøst
hørtes saa vidt over val som femti andres tilsammen:
«Aa for en skam, argeier, I uslinger, kjække at se til.
Medens den herlige helt Akillevs stevnet til kampen,
pleide dardanerne aldrig at vaage sig utenfor Trojas
lukkede port; ti de gruet for høvdingens vældige lanse.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de gyngende skibe.»
Saa hun talte, og kræfter og mod hos dem alle hun vakte.
Hen til Tydevs' søn nu ilte den blaaøide Pallas.
Høvdingen fandt hun. Han stod ved sin vogn og de fotrappe hester
kjølende saaret som Pandaros' pil hadde voldt ham i kampen;
ti under remmen som bar hans kredsrunde skjold, var den salte
sved ham en plage. Den trykket ham haardt, og armen var lammet.
Skjoldremmen løftet han op og avtørket blodet det sorte.
Straks la gudinden sin haand paa hestenes aak, og hun mælte:
«Tydevs har sandelig avlet en søn som ligner ham litet.
Tydevs var rigtignok liten av vekst, men en drabelig kjæmpe.
Ja, da jeg engang forbød ham at egge til strid og at søke
selv at peke sig frem, da han fjernt fra de andre akaier
vandret til Teben som bud, til kadmeiernes talrike kjæmper —
ja, skjønt jeg bød ham at sitte i ro ved det festlige gilde,
æsket han dog med det freidige mod som altid han eide,
alle kadmeiernes gjæveste mænd til tvekamp, og altid
seiret han lekende let; ti jeg vernet ham kraftig i kampen.
Ogsaa for dig staar jeg trofast paa vakt og verger dig naadig.
Altid formaner jeg dig til at kjæmpe mot troerne freidig.
Dog dine lemmer er slappet og brutt av lammende træthet,
eller en isnende gru har grepet dig. Da har du ikke
Tydevs til far, hin modige søn av den krigerske Oinevs.»
Da tok den krigerske helt Diomedes til orde og svarte:
«Datter av Zevs, jeg kjender dig godt, du høie gudinde.
Sandheten vil jeg da melde dig frit og intet fordølge.
Ei er jeg grepet av frygt eller kvier mig svart for at kjæmpe.
Nei, men jeg kommer i hu det bud som du strengelig gav mig,
dengang du bød mig ikke at gaa til en kamp med de andre
eller lik skummende vildsvin som eier ubændige kræfter,
stanset den armhvite Hera sin gang og skrek, saa det runget,
skuffende lik den modige Stentor, helten hvis malmrøst
hørtes saa vidt over val som femti andres tilsammen:
«Aa for en skam, argeier, I uslinger, kjække at se til.
Medens den herlige helt Akillevs stevnet til kampen,
pleide dardanerne aldrig at vaage sig utenfor Trojas
lukkede port; ti de gruet for høvdingens vældige lanse.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de gyngende skibe.»
Saa hun talte, og kræfter og mod hos dem alle hun vakte.
Hen til Tydevs' søn nu ilte den blaaøide Pallas.
Høvdingen fandt hun. Han stod ved sin vogn og de fotrappe hester
kjølende saaret som Pandaros' pil hadde voldt ham i kampen;
ti under remmen som bar hans kredsrunde skjold, var den salte
sved ham en plage. Den trykket ham haardt, og armen var lammet.
Skjoldremmen løftet han op og avtørket blodet det sorte.
Straks la gudinden sin haand paa hestenes aak, og hun mælte:
«Tydevs har sandelig avlet en søn som ligner ham litet.
Tydevs var rigtignok liten av vekst, men en drabelig kjæmpe.
Ja, da jeg engang forbød ham at egge til strid og at søke
selv at peke sig frem, da han fjernt fra de andre akaier
vandret til Teben som bud, til kadmeiernes talrike kjæmper —
ja, skjønt jeg bød ham at sitte i ro ved det festlige gilde,
æsket han dog med det freidige mod som altid han eide,
alle kadmeiernes gjæveste mænd til tvekamp, og altid
seiret han lekende let; ti jeg vernet ham kraftig i kampen.
Ogsaa for dig staar jeg trofast paa vakt og verger dig naadig.
Altid formaner jeg dig til at kjæmpe mot troerne freidig.
Dog dine lemmer er slappet og brutt av lammende træthet,
eller en isnende gru har grepet dig. Da har du ikke
Tydevs til far, hin modige søn av den krigerske Oinevs.»
Da tok den krigerske helt Diomedes til orde og svarte:
«Datter av Zevs, jeg kjender dig godt, du høie gudinde.
Sandheten vil jeg da melde dig frit og intet fordølge.
Ei er jeg grepet av frygt eller kvier mig svart for at kjæmpe.
Nei, men jeg kommer i hu det bud som du strengelig gav mig,
dengang du bød mig ikke at gaa til en kamp med de andre