Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/475

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Fru Borkman

Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn! Jeg kender sølvklokkerne! Hør! Nu kører de lige forbi her – nedenunder bakken!

Ella Rentheim

(hurtigt). Gunhild, vil du skrige efter ham, så skrig nu! Kanske han alligevel –!

(Bjældeklangen lyder lige ved, inde i skogen.)

Ella Rentheim

Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige nedenunder os!

Fru Borkman

(står et øjeblik ubesluttet; derpå stivner hun, hård og kold). Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad Erhart Borkman køre mig forbi. Langt, langt ud i det, han nu kalder livet og lykken.

(Lyden taber sig i det fjerne.)

Ella Rentheim

(lidt efter). Nu høres ikke klokkerne længer.

Fru Borkman

Jeg syntes, de lød som gravklokker.

Borkman

(med tør, dæmpet latter). Åhå, – der ringes ikke over mig endnu!

Fru Borkman

Men over mig. Og over ham, som rejste fra mig.