- Fru Wilton
(gengælder smilet, halvt ironisk, halvt alvorlig). Mændene er så ubestandige, fru Borkman. Og kvinderne ligervis. Når Erhart er færdig med mig, – og jeg med ham, – så er det godt for os begge, at han, stakker, har nogen at falde tilbage på.
- Fru Borkman
Men De selv da?
- Fru Wilton
Å, jeg arrangerer mig nok, kan De vide. Farvel allesammen! (hun hilser og går ud gennem forstuedøren. Erhart står et øjeblik ligesom vaklende; så vender han sig og følger hende.)
- Fru Borkman
(med sænkede, foldede hænder). Barnløs.
- Borkman
(som vågnende til beslutning). Så ud i uvejret alene da! Min hat! Min kappe! (han går skyndsomt mod døren.)
- Ella Rentheim
(i angst; standser ham). John Gabriel, hvor vil du hen?
- Borkman
Ud i livets uvejr, hører du. Slip mig, Ella!
- Ella Rentheim
(holder ham fast). Nej, nej, jeg slipper dig ikke ud! Du er syg. Jeg kan se det på dig!
- Borkman
Lad mig gå, siger jeg! (han river sig løs og går ud i forstuen.)
