Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/446

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Borkman

Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det kender jo al verden.

Fru Borkman

(drager et bittert suk). Ja, det er et sandt ord. Al verden kender det.

Borkman

Men den kender ikke, hvorfor jeg har forgåt mig. Hvorfor jeg måtte forgå mig. Menneskene skønner ikke, at jeg måtte det, fordi jeg var mig selv, – fordi jeg var John Gabriel Borkman, – og ikke nogen anden. Og det er det, jeg vil prøve på at gi' dig en forklaring over.

Fru Borkman

(ryster på hodet). Nytter ikke noget. Tilskyndelser frikender ingen. Indskydelser ikke heller.

Borkman

I ens egne øjne kan de frikende.

Fru Borkman

(slår afvisende ud med hånden). Å, lad være med dette her! Jeg har tænkt så rundelig nok over disse dine mørke sager.

Borkman

Jeg også. I de fem endeløse år i cellen – og andetsteds – havde jeg tid til det. Og i de otte år ovenpå i salen havde jeg endnu bedre tid. Jeg har taget hele retssagen op igen til fornyet behandling – for mig selv. Gang efter gang har jeg taget den op. Jeg har været min egen anklager, min egen forsvarer og min egen dommer. Mere upartisk, end