- Borkman
(med håndbevægelse). Du må gerne bli' siddende. (stigende ophidset). Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indser, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta' bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet.) Her vil jeg stå og ta' imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal.) Du ser så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!
- Foldal
Jo, det véd Gud jeg gør, John Gabriel.
- Borkman
(sætter sig igen i sofaen). Jeg tror det så fast. Véd det så uryggelig visst – at de kommer. – Havde jeg ikke havt den visshed, – så havde jeg for længe siden skudt mig en kugle gennem hodet.
- Foldal
(angst). Å nej, for alt i verden –!
Borkman (hoverende). Men de kommer! De kommer nok! Pas på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem her. Og du ser, jeg holder mig parat til at ta' imod dem.
