- Fru Borkman
Det vidste jeg nok, min kære Erhart.
- Ella Rentheim
Nej, Erhart, – for min skyld må du endelig ikke la' dig afholde –
- Erhart
Jo visst da, kære tante; der kan ikke være tale om andet. (ser usikkert på fru Wilton.) Men hvorledes klarer vi det? Går det egentlig an? De har jo svaret ja – på mine vegne.
- Fru Wilton
(muntert). Hvad snak! Skulde det ikke gå an? Når jeg nu kommer derned i de lyse, festlige saloner, – ensom og forladt – tænk bare! så svarer jeg nej – på Deres vegne.
- Erhart
(langtrukket). Ja, når De altså mener, at det går an, så –
- Fru Wilton
(let og fejende). Jeg har så mangen god gang svaret både ja og nej – på egne vegne. Og skulde De gå fra Deres tante nu da hun lige netop er kommen? Fy da, mosjø Erhart, – vilde det være sønligt handlet af Dem?
- Fru Borkman
(ilde berørt). Sønligt?
- Fru Wilton
Nå, plejesønligt da, fru Borkman.
