Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/379

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Fru Wilton

Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at se indom til mig, – for lille Fridas skyld.

Fru Borkman

(tørt). Du, Erhart, – jeg vidste ellers ikke, at du kendte den familie, – disse Hinkels.

Erhart

(irriteret). Nej, egentlig kender jeg dem jo ikke heller. (tilføjer lidt utålmodig.) Du véd visst selv bedst, du mor, hvad folk jeg kender og ikke kender.

Fru Wilton

Å pyt! I det hus blir man snart kendt! Glade, lystige, gæstfri folk. Fuldt op af unge damer.

Fru Borkman

(med eftertryk). Kender jeg min søn ret, så er ikke det egentlig noget selskab for ham, fru Wilton.

Fru Wilton

Men Herregud, kære frue, han er da ung, han også!

Fru Borkman

Ja lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være godt andet.

Erhart

(dølger sin utålmodighed). Ja, ja, ja, mor, – det er jo en selvfølge, at jeg ikke går der hen til disse Hinkels iaften. Jeg blir naturligvis her hos dig og tante Ella.