Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/350

De takked for frelsen, da stormen peb,
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb:
„nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille der!“ — —

Da yachten drejed for Hesnæs-sund,
den hejste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund, —
der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud;
„stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Bedst var det, kan hænde, det gik, som det gik, —
og så får du ha’e tak da, Gud!“

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
Hans hår var hvidt, men han lo og sang,
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skemtsomme ord,
han spøgte med byens børn;
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn;