Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/349

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


De lange år i „prisonens“ kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
Bagefter lå jeg som hejens halm,
og så i et brådyb stygt.
Men nu er det over; vi to er kvit;
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde, — du tog alt mit,
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skabte mig slig“ — —

Da dagningen lyste var hvermand frelst;
yachten lå længst i havn.
Med nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrsskyer grå
fejed en stormnat væk;
og Terje bar atter så rank, som få,
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
iknæ på korvettens dæk.

Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.